VM-kvalifikation gavner Arla Foods
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 10 oktober 2001
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Det danske fodboldlandsholds hovedsponsor Arla Foods fik fuld valuta for pengene, da det danske landshold med en sprudlende 6-0 sejr over Island i Parken lørdag kvalificerede sig til VM-slutrunden i Japan/Sydkorea næste år.
”Landsholdet er ikke kun i høj kurs på grund af VM-kvalifikationen, men i lige så høj grad på grund af den positive måde, som landsholdet kvalificerede sig på. Den sympati, der er blevet landsholdet til del i den danske befolkning, smitter indirekte af på virksomheden Arla Foods”, siger sponsorchef Benny Eriksen.
VM-slutrunden afvikles i Sydkorea og Japan, som er Arla Foods’ to vigtigste markeder i Asien. Den samlede eksport af ost, mælkepulver og ingrediensprodukter udgør årligt godt 400 mio. kr.
”Vi vil hovedsagelig bruge landsholdets deltagelse ved VM-slutrunden over for vore kunder gennem forskellige arrangementer i forbindelse med VM-kampene”, siger regionsdirektør i Division Oversø Erik Johansen.
Spillerne på det danske landshold blev efter kampen belønnet med en kvalifikationsbonus fra hovedsponsoren på 1,1 mio. kr.
Bonussen er en del af Arla Foods' sponsoraftale omkring det danske landshold, som beløber sig til 11 mio. kr. årligt.
Sponsoraftalen gælder foreløbig til og med EM-slutrunden i Portugal i 2004.
Landsholdsmålmand Thomas Sørensen omfavner Martin Laursen, da VM-kvalifikationen er i hus.
Foto: Per Kjærbye
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.