Douglas er blevet samlerobjekt
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 16 oktober 2002
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Udstyr til morgenbordet med smørmanden Douglas er blevet et samlerobjekt i England.
Senest har englænderne stået på tæerne af hinanden for at sikre sig æggebægre med reklamefiguren Douglas, der i flere år har været frontfigur i reklamerne for Lurpak på det engelske marked.
250.000 pakker med keramiske Douglas-æggebægre blev således solgt i løbet af kun tre uger i en kampagne i sidste måned.
Kampagnen er den tredje af sin art. For tre år siden solgte man omkring 800.000 smørskåle med Douglas-figuren i løbet af en måned, og året efter fulgte man op med en kampagne, hvor de engelske forbrugere kunne købe en Douglas-toastholder. Dengang blev der solgt omkring 750.000 toastholdere.
”Douglas-genstandene har vist sig at være ekstremt populære. Vi har endda hørt om forbrugere, der har forsøgt at købe Douglas-smørskåle af hinanden til det dobbelte af prisen i supermarkedet”, fortæller Lurpak Brand Manager i Division UK Mandeep Kang.
Ved hver kampagne er genstandene blevet solgt i en sampak med to pakker Lurpak smør. De to første kampagner betød en stigning i salget, men endnu er det for tidligt at sige noget om effekten af den seneste kampagne.
Englænderne kan dog godt begynde at gøre plads til nyt Douglas-udstyr til samlingen. På baggrund af den store interesse planlægges en lignende kampagne til påske næste år.
I England afsætter Arla Foods årligt omkring 36.000 tons Lurpak, og mærket er dermed det førende mærke på det engelske marked for smør og blandingsprodukter.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.