Færdige måltider på messe
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 25 september 2002
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foodservice Danmark præsenterer færdige måltidsløsninger på Nordens største fagmesse for dagligvarehandelen, Interfair, der søndag åbner i Herning.
Det skal være nemt at købe ind og lave mad. Og nu er det ikke længere nok med en færdig sauce til at lette madlavningen. Ud over at kunne foretage det daglige indkøb vil forbrugerne i stigende grad også kunne købe for eksempel aftensmaden som et færdigt måltid i butikken.
På dagligvarehandelens fagmesse Interfair, der åbner på søndag i Messecenter Herning og varer til tirsdag i næste uge, giver Arla Foodservice Danmark sit bud på en række færdige måltider. De færdige retter præsenteres på indkøbsforeningen Supergros’ stand. Opskrifterne baserer sig på opskriftshæftet Go’ Smag, som Arla Foodservice Danmark udgiver til foodservice-sektoren.
”Vi vil gerne nå ud til delikatessedisken i butikken og butikskøkkenerne, som tilbereder de færdige retter, og give inspiration til, hvordan mejeriprodukter kan anvendes i madlavningen”, siger kursuskonsulent i Foodservice Danmark Majbrit Hvid Hansen.
Besøg www.interfair.dk
På messen præsenterer Arla Foods desuden et mejeritorv i fuld skala i et butiksmiljø, opført af De Samvirkende Købmænd, hvor flere afdelinger fra en typisk dagligvarebutik vil være repræsenteret. Arla Foods arbejder løbende på at videreudvikle konceptet bag det stigende antal mejeritorve. På messen forsøger man således at skabe et mere venligt og behageligt miljø på mejeritorvet ved brug af blandt andet stemningsbelysning, farverige dekorationer, fast inspirationsvæg med opskrifter og lignende.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.