28 Ålborg-chauffører mister jobbet
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 13 august 2003
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
COOP Danmark og Arla Foods stopper samarbejdet omkring distribution af tørvarer til COOPs butikker i Nordjylland.
Efter gensidig aftale stopper Arla Foods pr. 17. oktober med at distribuere tørvarer for COOP til detailkædens butikker i Nordjylland.
Beslutningen medfører, at der skal afskediges 28 chauffører primært på Alborg Garage, der hører under Hobro Mejericenter. Distributionen af Arla Foods’ egne produkter til COOP-butikkerne i området fortsætter som hidtil fra Hobro Mejericenter.
De berørte medarbejdere blev orienteret på møder mandag i denne uge, og det undersøges nu, i hvilket omfang chaufførerne vil kunne fortsætte hos COOPs fremtidige samarbejdspartner omkring distribution.
Sidste efterår betød omlægninger i COOPs distribution, at Arla Foods overtog distributionen af egne produkter til COOPs butikker i Midt- og Nordjylland, og i næste måned overtager COOP distributionen af ferskvarer som frugt, kød, grønt, æg og pålæg fra Christiansfeld Mejericenter.
Omlægningerne betyder samlet set, at Arla Foods fremover til COOPs butikker udelukkende distribuerer Arlas egne produkter. Osteprodukter køres dog til COOPs terminaler, som selv står for transporten videre til butikkerne.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.