Arla Foods med på Kina-messe midt i SARS-udbrud

Læs tid
2 min
Publiceret
02 april 2003
Kontaktpersoner:
Skrevet af

I dag åbnede messen Food Ingredients China 2003 i Guangzhou i det sydlige Kina. Fem medarbejdere fra Arla Foods Ingredients (AFI) er med for at præsentere Arla Foods for sydkinesiske virksomheder.

To af de fem medarbejdere rejste fra Danmark i weekenden – altså inden de danske sundhedsmyndigheder tirsdag frarådede alle unødvendige rejser til Kina og Hong Kong på grund af risikoen for at blive smittet med den dødelige lungesygdom SARS.

De to er Sami Kalevi Sassi fra BU-Nutrition og Jesper Bagge Pedersen fra AFI i Nr. Vium, og de valgte at tage af sted efter at have vurderet risikoen for at blive smittet.

”Hvis jeg havde vist, at sundhedsmyndighederne ville fraråde det, så var jeg nok ikke taget af sted. Men nu står jeg i det, og jeg kan hverken gøre fra eller til. Jeg skal videre til Japan lørdag, men jeg overvejer dog kraftigt at tage af sted allerede torsdag eller fredag”, fortæller Jesper Bagge Pedersen fra messen i Guangzhou.

De øvrige Arla-medarbejdere på messen er datterselskabsdirektør for AFI i Japan Nels Gaardahl samt to lokale ansatte fra AFI’s salgskontor i Beijing.

”Vi var her allerede, da man frarådede danskere at rejse hertil. I Hong Kong er man meget opmærksom på sygdommen, men jeg har indtryk af, at man forsøger at begrænse omtalen i de lokale medier her for ikke at sprede panik. Så vi mærker ikke rigtigt noget til det”, siger Nels Gaardahl.

Midt i udbrudsområdet
Guangzhou ligger ca. 40 minutters flyvning fra Hong Kong i Guangdong-provinsen, hvor verdenssundhedsorganisationen WHO mener, at sygdommen er opstået. Men Food Ingredients China 2003 afholdes altså som planlagt.

”Vi har haft travlt med at tale med potentielle kunder i dag, men der er nogle af dem, vi har haft aftaler med, som ikke kommer. Man tænker da over det, når man taler med folk, og prøver at holde behørig afstand”, fortæller Jesper Bagge Pedersen.

Han er i daglig kontakt med sin chef i Nr. Vium, Business Unit Manager for funktionelle mælkeproteiner Arnd Wilmsen, der understreger, at medarbejderne har fået muligheden for at rejse hjem, men at de selv har valgt at blive.

Food Ingredients China tiltrak sidste år 25.000 besøgende til 628 stande. Det er første gang, at Arla Foods deltager. Målet er at markere, at AFI nu har et salgskontor i Kina, og at skabe kontakter til kunder i Sydkina. AFIs ingredienser bruges til ernærings- og helseprodukter samt yoghurt.

”Vi forventer en succesfuld messe - trods alt. Det er vigtigt at vi markeree os på markedet, hvor vores salg det seneste år har været i kraftig vækst. Kina bliver i fremtiden et meget vigtigt marked for AFI”, siger Nels Gaardahl.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663