Dansk interesse for "arabisk" fetaost

Læs tid
1 min
Publiceret
09 juli 2003
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Danskerne har nu fået øjnene op for et af Arla Foods' mest populære mærker i Mellemøsten. Fetaosten med den arabiske skrift er produceret i Himmerland.

Næsten alle forbrugere i Saudi-Arabien og i landene omkring Golfen kender mærket Puck, og nu kan de danske forbrugere også stifte bekendtskab med Puck.

I maj kom de første Puck feta i blok på butikshylderne rundt om i landet, og produktet findes nu i de fleste danske dagligvarekæder. Fetaen fremstilles på Bislev Mejeri i Himmerland og svarer til det produkt, der afsættes på markeder i Mellemøsten med Saudi-Arabien som den helt store aftager.

Lanceringen på det danske marked følger en trend, hvor forbrugerne efterspørger etniske og især arabiske produkter.

”Med arabisk skrift på emballagen har Puck en klar etnisk profil og appellerer til forbrugere, som gerne vil have lidt mere eksotiske produkter”, siger produktchef i Division Danmark Sine Konge Jensen.

Hun vurderer, at køberne af Puck dels er unge forbrugere, der har været vidt omkring i feta universet og gerne vil prøve nye slags fetaoste, dels indvandrere med arabisk baggrund.

Markedsføringen af Puck i Mellemøsten via de arabiske sattelitkanaler kan være med til at fremme salget i Danmark. Kanalerne ses nemlig af mange indvandrere herhjemme.

Puck er et paraplymærke for en serie af mejeriprodukter. Smøreost i glas, der er langt det største produkt i Puck serien, og en flødedessert har i en årrække kunnet købes i forskellige indvandrerbutikker herhjemme.

”Vi har oplevet en utrolig stor interesse fra vore kunder i detailhandelen, og vi vurderer nu, om der er andre af eksportprodukterne til de fjerne markeder, der egner sig til det hjemlige marked”, siger Sine Konge Jensen.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663