Englænderne går på opdagelse i specialoste fra Arla Foods
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 17 december 2003
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Selv om den absolut mest populære ostetype på det britiske marked fortsat hedder cheddar, vinder nye ostetyper hastigt frem blandt forbrugerne.
Arla Foods UK’s sortiment af specialoste under mærket Discover har således oplevet en stigning i salget på 37 pct. siden en relancering af mærket i maj.
Mærket blev relanceret for at imødekomme forbrugernes behov for produkter, der passer ind i en moderne livsstil, forklarer brand manager Michael Evans:
”Vi ser en stadig stigende interesse for de såkaldte ”celebrity chefs” (kendte tv-kokke som Jamie Oliver, Nigella Lawson osv.), som folk gerne vil efterligne. Men de fleste forbrugere mangler tid og inspiration, og det er her, vi mener, at Discover kan dække et behov”.
Discover serien består af en række importerede specialoste, bl.a. marineret feta, feta i tern med grønne oliven, gedeost, mozzarella, halloumi (halvfast hvid ost) og dekoreret flødeost i forskellige frugtvarianter. Ud over de danske produkter importeres der feta fra Grækenland og halloumi fra Cypern, mens gedeosten fremstilles i Storbritannien.
Det er planlagt at udvide serien med flere produkter i foråret.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.