Erstatning til Matilde i sag om piratkopier

Læs tid
1 min
Publiceret
10 september 2003
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Godt en måned efter at Københavns Fogedret foretog uanmeldt besøg hos de to direktører, der stod bag salget af piratkopier af den kendte Matilde T-shirt, er der nu indgået forlig mellem parterne.

Forliget består blandt andet i en erstatning til Arla Foods på 60.000 kr. Det er forholdsvis sjældent, at der bliver anvendt uanmeldt fogedbesøg i den slags sager, men i dette tilfælde var det den eneste måde, Arla Foods kunne sikre sig bevismateriale på.

”Beløbet er ikke så vigtigt som det, at vi har fået sat en stopper for salget og har sendt et tydeligt signal om, at vi ikke vil finde os i den slags”, siger produktchef for Matilde Susanne Klemp, og hun tilføjer:

”Vi arbejder i øjeblikket på at lave en opfølgning på T-shirten i form af en anden Matilde beklædningsgenstand, og det er selvfølgelig vigtigt, at forbrugerne kan være sikre på, at de altid får en god kvalitet, når de køber et Matilde produkt”.

Det er imidlertid ikke mere end en uge siden, at Arla Foods’ advokat måtte sende en advarsel til et firma i den århusianske forstad Brabrand, der også havde fundet på at lave piratkopier af Matilde T-shirten. Disse trøjer blev bl.a. solgt på Skanderborg Festival.

Den originale Matilde T-shirt til højre er blevet kopieret i forskellige varianter. Trøjen til venstre er en af dem.

Hvis Arla Foods’ medarbejdere skulle opdage Matilde T-shirts, der tydeligvis er en kopi, opfordres de til at rette henvendelse til varemærkechef Tove Graulund eller produktchef Susanne Klemp.

Matilde T-shirt populær
Arla Foods har foreløbig solgt 16.000 eksemplarer af den originale T-shirt med Matilde-logoet, og i år var trøjen udsolgt i juli. Som forklaring på succesen henviser Susanne Klemp til en forbrugertest fra juni:

”Testen viste, at Matilde logoet har en fantastisk stor symbolværdi i den unge generation. Matilde forbindes med noget ægte og oprindeligt, der har rødder i vores barndomsminder: Hygge efter skole, sjov og ballade til børnefødselsdage osv. Derfor vil vi gerne iføre os en Matilde T-shirt, idet den signalerer noget oprigtigt og ægte”.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663