Express-fusion fik aktierne til at stige
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 02 april 2003
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Aktionærerne ser ud til at have taget godt imod den foreslåede fusion mellem Arla Foods’ britiske datterselskab og Express Dairies.
Kurserne på Express' aktier steg med ca. 17 pct. til 29,75 pence pr. aktie, da børsen i London åbnede mandag. Kursen var ved redaktionens slutning fortsat på 29,75 pence pr. aktie.
Express-aktien blev suspenderet fra torsdag morgen i sidste uge, da nyheden om fusionen kom, og frem til børsen åbnede mandag.
Aktionærerne i Express Dairies skal tage stilling til fusionen på en ekstraordinær generalforsamling den 24. april. Beslutningen kræver simpelt flertal.
De britiske aviser tager pænt imod fusionsplanerne. De hæfter sig især ved, at en fusion vil skabe en større og mere stabil virksomhed med et bredt produktsortiment. Den britiske avis The Independent vurderede i bladet tirsdag, at risikoen for, at konkurrencemyndighederne i Bruxelles eller i Storbritannien skulle blokere for fusionen, var meget lille. Avisen opfordrede derfor aktionærerne til at holde fast i deres Express-aktier.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.