400 mio. kr. mindre til investeringer
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 06 oktober 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods sænker investeringsniveuaet det kommende år. Bestyrelsen godkendte tirsdag et investeringsbudget på 1,256 mia. kr., hvilket er cirka 400 mio. kr. mindre end de foregående to år.
”I og med at mælkeprisen falder, er rammerne for divisionernes investeringer også blevet mindre. Desuden bærer dette års budget præg af, at de største investeringer i den femårige strukturplan fra 2001 er gennemført”, siger viceadministrerende direktør Povl Krogsgaard.
En tredjedel til strukturplan
Investeringsbudgettet på 1,256 mia. kr. er delt således, at 407,6 mio. kr. går til investeringerne inden for rammerne af strukturplanen, mens cirka det dobbelte – 847,9 mio. kr. handler om nye projekter. Division Produktion og Division Ingredients står sammen med de to hjemmemarkeder for størsteparten af de nye projekter.
400 mio. kr. går til Division Produktion. En udvidelse af kapaciteten på Holstebro Flødeost er i gang, og installationen af nyt udstyr i pakkeriet skal tilgodese markedernes krav om nye typer af emballager. Også Høgelund Mejeri planlægger at investere i nye pakkelinjer. En udvidelse af Høgelund Mejeri, som er en del af strukturplanen, indgår også i budgettet. Det samme er tilfældet med Taulov Mejeri. Her udvides emballagelager, højlager og ekspedition.
Division Ingredients tildeles cirka 303 mio. kr. Ombygningen af det ene spraytårn på Hoco er et af de store projekter, men ligesom sidste år står den nye pulverfabrik i Vimmerby for den største del af investeringerne. Nye muligheder i UHT
På de to hjemmemarkeder i Sverige og Danmark står Division Sverige for den største del, nemlig 277 mio. kr., mens Division Danmark skal investere 173 mio. kr.
I Danmark står Christiansfeld og Hobro Mejericentre for to af de større investeringer. Mejerierne har delt produktionen fra det lukkede Århus Mejericenter mellem sig. I begge tilfælde handler det om opgradering og modernisering af bygninger og maskiner.
Esbjerg Mejeri tager også en stor del af Division Danmarks investeringsbudget. Forklaringen her er et behov for en øget kapacitet, da mulighederne for at få flere lønsomme UHT-produkter anses for at være store.
Udvidelser i Sverige
I Sverige er de største omkostninger koblet til den nye strukturplan for det sydlige område. Afviklingen af Karlskrona Mejeri og flytningen af en del af produktionen fra Göteborg Mejeri kræver investeringer i en udvidet kapacitet på Jönköping Mejeri. Det er samtidig nødvendigt at udvide og modernisere kølelageret på Göteborg Mejeri, for at leveringssikkerheden og driften kan fungere optimalt.
Pulverfabrikken i Vimmerby tegner sig igen i år for den største del af Division Ingredients' investeringer.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.