Arla smører australsk bryllupsfest
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 12 maj 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Selv om festen ikke når danske højder, fejrer mange australiere på fredag, at Mary Donaldson bliver deres første landsmand i en regerende royal familie.
Det største arrangement foregår i Operahuset i Sydney, hvor vielsen bliver sendt direkte fredag nat (altså klokken 16 dansk tid) på ti kæmpeskærme. Arla Foods har doneret rigelige mængder Lurpak smør samt blandt andet ostene blue, havarti og emmentaler til begivenheden, hvor alle fem landsdækkende australske tv-stadioner vil være til stede sammen med Danmarks Radio. 264 gæster og 36 journalister er tilmeldt festen, der er arrangeret af det danske konsulat. For Arla Foods er det også vigtigt, at repræsentanter fra Australiens to største detailkæder, Woolworth og Coles, er blandt deltagerne.
Arla Foods oplevede sidste år en stigning på 30 pct. i eksporten af primært ostetyperne blue og havarti til Australien.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.