Høng går atter i spåner
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 25 februar 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Høngs første reklameskilt fra 1925.
**
**
I denne uge lancerer Arla Foods en ny Høng luksus brie. Med den runde form og den klassiske spån-æske går Høng tilbage til rødderne for at imødegå fremtidens konkurrence fra de udenlandske brier.
Høng er Danmarks ældste varemærke inden for ost. Mærket har siden 1920’erne stået for god kvalitet og håndværk, og netop denne historiske arv skal være drivkraften bag lanceringen af den nye hvidskimmelost, Høng Brie. Det reklamemæssige greb ned i historiens dybe lommer har nemlig resulteret i et interessant comeback til ’gamle dages’ spånæsker og den blå stjerne. Dermed sluttes reklame-ringen, idet design, indpakning og form tager sig ud præcis som det allerførste produkt, Høng reklamerede for tilbage i 1925. ”Vi tror, at det gamle ’look’ vil have en gavnlig effekt på salget af osten. Meningen er, at Høng Brie skal være det klassiske danske alternativ til blandt andet de franske brier. Derfor har vi valgt at gå tilbage til rødderne”, siger produktchef i Division Danmark Morten Hansen.
Høng Brie bliver den eneste runde brie i Høng-sortimentet og er blot det første produkt i en eksklusiv linie, som på sigt skal forsøge at tage markedsandele fra udenlandske brier på hjemmemarkedet.
De gammeldags spån-æsker skal altså øge de danske forbrugeres fornemmelse for oste-nostalgi, men den nye Høng Brie, vil også blive at finde i svenske butikker i løbet af marts måned – senere måske også i andre nordiske lande. Dermed er den blå stjerne atter tilbage på Høng-himlen. Høng Brie anno 2004 fremstilles på Troldhede Mejeri.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.