Lukket og slukket på Snejbjerg og ØkoMælk A/S
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 07 januar 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Snejbjerg Mejeri og Økomælk A/S lukkede ved årsskiftet.
På Snejbjerg Mejeri stoppede produktionen af paneret camembert, paneret feta og indbagt feta allerede i slutningen af november.
Der er tale om dybfrosne produkter, der siden er kørt til Arla Foods’ færdigvarelager i Vejle, hvorfra december måneds leverancer til kunderne er sket.
Produkterne udgår af Arla Foods’ sortiment og overflyttes således ikke til andre mejerier.
I december måned har en håndfuld medarbejdere været beskæftiget med at rydde op på mejeriet, hvor lagerlokalerne fortsat benyttes af andre af Arla Foods’ mejerier.
Omkring halvdelen af mejeriets 44 medarbejdere har fået ansættelse på Nr. Vium Mejeri. Andre medarbejdere er enten gået på pension, påbegyndt uddannelse eller har fået ansættelse uden for Arla Foods. For nuværende er 7 medarbejderes jobsituation endnu ikke afklaret. ”Vi har fået stor opbakning fra medarbejderne helt til det sidste, og forhandlingerne har kørt uden problemer”, fortæller tidligere driftsleder på Snejbjerg Mejeri Svend Lynge Olsen, der nu er pakkerichef på Høgelund Mejeri.
Snejbjerg Mejeri blev etableret i 1887 og var dermed et af landets ældste mejerier.
Farvel til ØkoMælk
Også ØkoMælk A/S i Vejen er lukket. Mejeriet tappede de sidste kartoner mælk den 30. december 2003. Disse kartoner kom i pressens søgelys i november, da Forbrugerombudsmanden bad Arla Foods påføre dem navnet ”Arla Foods amba”, men senere droppede sagen, da Arla anførte, at ØkoMælk A/S var et selvstændigt datterselskab, som desuden ville lukke til nytår.
Dermed nåede Arla Foods’ ejerskab af ØkoMælk A/S at vare et år. Mejeriet i Vejen beskæftigede syv medarbejdere, hvoraf foreløbig to har fået job på andre af Arlas driftssteder.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.