Næste nedskæringsrunde igang
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 26 maj 2004
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Cheferne for divisioner og stabe blev tirsdag informeret om iværksættelsen af næste fase af nedskæringsplanen.
I planen indgår en nedskæring i antallet af funktionærer med i alt 600 fuldtidsstillinger over tre år. Første runde blev sat i gang i foråret 2003, og inden 1. oktober i år er samtlige afskedigelser fra første fase på i alt 200 ansatte gennemført.
Anden fase af nedskæringsplanen omfatter de næste ca. 200 fuldtidsstillinger. Fordelingen af nedskæringerne på divisioner og stabe skal lægges endelig fast senest ved budgetmøderne i august.
Ledelserne for de enkelte divisioner bliver nu bedt om i løbet af juni at præsentere koncernledelsen for en foreløbig oversigt over de forventede nedskæringer i medarbejderstaben i forbindelse med denne runde.
Lederne for stabsfunktionerne indkaldes til et særskilt møde, hvor der ligeledes skal præsenteres en oversigt over forventede nedskæringer.
”Vi opfordrer ledelserne i de enkelte divisioner og stabe til at være konstruktive i denne proces. Min forventning er, at vi sammen finder en løsning på opgaven”, siger viceadm. direktør Povl Krogsgaard, Arla Foods. Han henviser til, at direktionen – modsat første runde, hvor antallet af reduktioner i divisioner og stabe blev gennemført ved et diktat fra koncernledelsen – denne gang beder den enkelte leder bidrage til processen.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.