Arla Foods ændrer sin pakkeristruktur

Læs tid
3 min
Publiceret
11 januar 2005
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Pakningen af ost i Arla Foods overgår i højere grad til de enkelte store ostemejerier. Det sker som følge af en mejeristruktur, der går i retning af færre, større anlæg. Arla Foods’ bestyrelse besluttede derfor tirsdag at driftsstandse Arla Foods’ ostelager og pakkeri i Vejle og samtidig at flytte salg og logistik fra Vejle. Beslutningen berører i alt 463 ansatte.

Arla Foods lukker pakkeri og lager i Vejle

Medarbejderne på Vejle Ostelager og Pakkeri blev på et personalemøde tirsdag eftermiddag informeret om, at virksomheden lukkes senest maj 2006, og at produktionen overflyttes til mejerierne i Taulov, Nr. Vium og Hjørring.
Det forventes, at den samlede rationaliseringsgevinst kan indfries i løbet af 2½ år.
Lukningen begrundes med krav om yderligere effektiviseringer samt sikring af de lavest mulige forædlingsomkostninger.
”Pakkerifunktionen i Vejle blev etableret, da vores mejeristruktur var præget af mange små mejerier. I dag er vores mejerier så store, at det giver bedre økonomi at pakke osten på stedet og køre med fyldte biler direkte til detailkædernes centrallagre”, siger produktionsdirektør Niels Lange Jørgensen, Division Produktion.
Siden 1999 har Vejle Ostelager og Pakkeri mistet pakkerimængder dels på grund af den øgede konkurrence på det danske marked fra udenlandske og danske mejerier og dels på grund af flytning af pakkerifunktioner til andre mejerier.
Af den nuværende pakkerimængde på ca. 26.000 tons ost om året flyttes halvdelen til Taulov Mejeri og resten til Nr. Vium Mejeri i Vestjylland samt til Hjørring Mejeri.
Lukningen af pakkeri og lager berører 232 ansatte. I december blev 50 medarbejdere afskediget, og de vil sammen med de øvrige ansatte kunne søge de 86 stillinger, der skal besættes på Taulov Mejeri, de 43 stillinger på Nr. Vium Mejeri og de 19 stillinger på Hjørring Mejeri.
Desuden nedlægges en særlig baglagerfunktion, som berører 33 medarbejdere. Det fremtidige personalebehov til denne opgave er endnu ikke afklaret.
Et forhandlingsudvalg nedsættes, for at Arla Foods kan medvirke til en afklaring af den enkeltes fremtidige jobsituation og hjælpe afskedigede medarbejdere til at finde nyt job.

Arla Foods flytter salg og logistik fra Vejle

Lukningen af Vejle Ostelager og Pakkeri har givet Division Danmark anledning til at samle salg og administration for det danske marked med de øvrige afdelinger i Viby ved Århus. Medarbejderne blev på et personalemøde tirsdag eftermiddag informeret om, at salgskontoret lukker, og at funktionerne flytter senest sommeren 2006. Salg og logistik i Vejle har 198 ansatte tilknyttet.
”Der er mange indlysende fordele ved at samle divisionen ét sted, og det har vi nu mulighed for at realisere”, siger salgsdirektør Peter Guldager, Division Danmark.
165 ansatte i salg og administration tilknyttes Viby, mens det endnu ikke er afklaret, hvor de resterende medarbejdere pla-ceres.
I forbindelse med flytningen nedsættes et forhandlingsudvalg, hvori det afklares, hvorvidt den enkelte medarbejder ønsker at flytte med.
Arla Foods sætter bygningerne og grunden på Viborgvej 65 i Vejle til salg.

Yderligere oplysninger:
Koncernkommunikation, Arla Foods, tlf. 89 38 10 00.


Vejle Ostelager og Pakkeri

Bygningerne, der huser Vejle Ostelager og Pakkeri, blev opført i 1979.

Bag byggeriet stod DOFO, Danske Ostemejeriers Fællessalg og Osteeksport - en sammenlægning af de tre selskaber MOFO (Midtjyske Ostemejeriers Fællessalg og Osteeksport), VOFO (Vejle Ostemejeris Fællessalg og Osteeksport) og DOFO (Danske Ostemejeriers Fællessalg og Osteeksport). De tre selskaber havde ostelagre tre steder i hhv. Århus, Haderslev og Vejle.

Ved sammenlægningen af selskaberne blev det besluttet at samle lager og pakkerifunktionerne i Vejle, og et nyt lager blev opført på den nuværende adresse nord for byen.

Produktionen gik i gang 1. maj 1979. Fra begyndelsen var der tilknyttet salgsfunktion til adressen.


I 1979 var den årlige kapacitet på ostelageret ca. 18.000 tons, der blev leveret fra ca. 30 ostemejerier. Et gennemsnits-ostemejeri sendte dengang således ca. 600 tons ost om året til forarbejdning og lagring på ostelageret.

DOFO skiftede i 1982 navn til Dansk Ost, der fra 1. oktober 1988 indgik i MD Foods.

Bygningerne udgjorde fra begyndelsen 13.500 kvadratmeter og er siden blevet udvidet to gange til de nuværende ca. 28.000 kvadratmeter.

Vejle Ostelager og Pakkeri skærer og pakker oste fra Arla Foods’ øvrige ostemejerier til både det danske og de udenlandske markeder. Den nuværende årskapacitet er ca. 26.000 tons.

Anlægget oplevede midt i 1990’erne en kraftig stigning i produktion af skiveoste til bordpakninger, da først Riberhus og siden Malthe i skiver blev lanceret på det danske marked. En udvikling, der er fortsat i takt med lanceringer af skiveskårne oste på eksportmarkederne.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663