Astronauter kan vælge Arla
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 24 november 2005
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla har for alvor fået fodfæste i rummet. Arlas specialudviklede rum-mejeriprodukter har kvalificeret sig til den amerikanske rumfartsorganisation NASAs liste over godkendte fødevarer til astronauterne. Paradoksalt nok vil Arla nu have rum-produkterne ned på jorden
NASAs astronauter kan fremover vælge yoghurt og kakaomælk fra Arla, når de skal på mission i rummet. Arlas specialudviklede mejeriprodukter til rummet er kommet på det menukort, som astronauterne kan vælge deres mad ud fra. Det er det endegyldige bevis på, at produkterne lever op til den amerikanske rumfartsorganisations hårde krav og tests.
Efter fire års arbejde skete der i marts i år et gennembrud i projektet. En af de yoghurtvarianter, der er udviklet i rumprojektet, blev sendt ud i rummet til den internationale rumstation ISS som et testprodukt.
Nu er den endelige godkendelse af både yoghurten og Arlas øvrige rumprodukter kommet fra NASA. Det menukort, som astronauterne kan vælge ud fra, indeholder nu fem forskellige yoghurtvarianter, en pulverbaseret kakaomælk beriget med vitaminer, probiotika og fibre samt Arlas ”milkbites” - små chokoladekugler, hvis indhold svarer til mineralerne og vitaminerne i et glas mælk.
Selvom NASA har godkendt Arlas mejeriprodukter, fortsætter forskergruppen bag Arlas såkaldte Lacmos-projekt. Nu handler det om at udnytte den indhentede viden, og lancere nye produkter med rumprodukternes egenskaber på de mere jordnære markeder.
”Vi flytter ganske enkelt projektet fra rummet og ned på jorden. Potentialet vokser trods alt, hvis der er flere end nogle få astronauter, der får glæde af vores produkter”, siger lederen af Lacmos-projektet, Carsten Hallund Slot.
Et af de spændende perspektiver ved Lacmos-mejeriprodukterne er, at de ikke skal køles ned.
”Der er milliarder af forbrugere i verden, som ikke har noget køleskab, og som kan få gavn af vores rumprodukter. Desuden er produkterne tilpasset ekstreme forhold og vil derfor også kunne være til gavn ved katastrofer og i forbindelse med forskellige ekspeditioner. Og vores milkbites kan for eksempel bruges som et næringsrigt mellemmåltid til børn på farten.”, siger Carsten Hallund Slot.
Lacmos: ”Lac” betyder mælk på latin – ”mos” står for ”kosmos”(universet)
Yderligere informationer:
Afdelingschef Carsten Hallund Slot: 8938 2850
Pressechef Louis Illum Honoré: 3396 9340 eller 4062 9808
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.