Effektivisering betyder færre ansatte på Akafa
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 17 august 2005
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Produktionen af specialprodukter inden for mælkepulver samles på færre driftssteder.
44 ud af 325 medarbejdere på mælkepulvervirksomheden Akafa i Svenstrup bliver afskediget i løbet af efteråret. Det sker, fordi Akafa inden udgangen af 2005 stopper med at producere en række specialprodukter.
Arla ønsker nemlig at samle produktionen af specialprodukter på færre driftssteder, og den del af Akafas nuværende produktion flyttes derfor eksempelvis til Arlas mejeri i Götene i Sverige. Andre produkter udgår helt af produktionen.
I stedet skal mælkepulverfabrikken fremover fokusere på sin kernekompetence, som er detailpakket sødmælkspulver. Akafa vil i den forbindelse skulle producere nye pakninger af sødmælkspulver især til det asiatiske marked. Disse produktioner er mere automatiserede.
”Vi skal løbende overveje, hvad der er lønsomt for os at producere. I den forbindelse har vi valgt ikke at fortsætte med en række produkter, mens vi samtidig iværksætter produktionen af en række nye produkter inden for sødmælkspulver, som kræver en mindre bemanding”, siger fabriksdirektør Niels Kjærsgaard, Akafa.
Omstruktureringen er et led i den effektivisering, som hele tiden er i gang i Arla for at styrke mælkeprisen til andelshaverne.
Akafas samarbejdsudvalg er i dag blevet orienteret, og der er nedsat et forhandlingsudvalg, der skal se på mulighederne for at finde anden beskæftigelse til de opsagte medarbejdere.
En del af de specialprodukter, som Akafa ikke længere skal fremstille, er forskellige former for modermælkserstatninger. Ud over sødmælkspulver producerer Akafa også sterilfløde. Arkivfoto.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.