Gourmetpris til blåskimmel fra Høgelund
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 08 november 2005
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Blåskimmelosten Høgelundgaard Sønderjysk Blå fra Høgelund Mejeri blev mandag kåret som bedste ost i konkurrencen om Mejeribrugets Gourmetpris 2005.
36 produkter fra små og store danske mejerier deltog i konkurrencen, og de blev bedømt af seks professionelle smagsdommere. Produkterne blev bedømt for deres smag, og hvor egnede de er i gastronomisk sammenhæng.
Vinder-osten er udviklet i forbindelse med det såkaldte kokkeprojekt, hvor Arla Foods i tæt samarbejde med danske top-kokke har udviklet en hel serie af nye gourmet mejeriprodukter, der under navnet ”Arla Innovation” afsættes til en række af de bedste restauranter i Danmark. Høgelundgaard Sønderjysk Blå kan altså ikke købes i supermarkedet, men skal opleves på en god restaurant.
”Vi er selvfølgelig stolte af at producere den ost, der vinder Gourmetprisen; det øger selvbevidstheden her på mejeriet”, siger mejerichef på Høgelund Mejeri Stig Olesen.
Hemmeligheden bag osten er blandt andet, at der anvendes gær, som sammen med yoghurtkultur og en helt speciel skimmelkultur giver en sødlig frugtagtig smag og en cremet konsistens.
Vinderne af de to øvrige kategorier er Thise Mejeri med Thise Drænet Yoghurt i kategorien ”andre mejeriprodukter” og Aabybro Mejeri med Smør med sydesalt i kategorien ”smør”. Ud over de tre vindere var 10 produkter, heraf syv fra Arla Foods, nomineret. Vinderne og de nominerede produkter har lov til at bruge logoet fra Mejeribrugets gourmetpris 2005 i markedsføringen af produkterne.
Det er tredje gang, at Mejeribrugets Gourmetpris uddeles. Tidligere er den blevet uddelt i forbindelse med Landsmejeriudstillingen, men i år havde konkurrencen sit eget arrangement. Bag Gourmetprisen står bl.a. Mejeriforeningen.
Hans Beck Thomsen fra Henne Kirkeby Kro (tv) og Michael Dinesen fra Hotel- og restaurantskolen var blandt de seks dommere, der vurderede 36 danske gourmet mejeriprodukter.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.