Svenske vejafgifter kan koste Arla et millionbeløb
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 26 januar 2005
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Et forslag fra den svenske regering om at indføre en kilometerafgift og hæve dieselskatten kan ramme Arla Foods hårdt.
Den svenske regering har fremsat et forslag om at indføre en kilometerafgift på de svenske veje og samtidig hæve skatten på diesel. Baggrunden for forslaget er at fremme mere miljøvenlige brændstoffer og nyere lastbiler til tunge transporter.
Ifølge beregninger fra den svenske landbrugsorganisation LRF, Lantbrukets Riksförbund, vil forslaget koste den svenske fødevaresektor 1,1 mia. svenske kr. årligt.
På en pressemøde i Stockholm mandag arrangeret af LRF sagde direktør for Division Sverige Hans Åke Hammarström:
”Samlet set vil indførelsen af en kilometerafgift medføre en øget årlig omkostning for Arla Foods på 121 mio. svenske kr. (cirka 100 mio. danske kr. red.)”.
Hans Åke Hammarström understregede samtidig, at det er vigtigt, at virksomhederne i EU konkurrerer på lige vilkår. ”I Arla Foods arbejder vi hele tiden med at nedbringe antallet af kørte kilometer, men man kan heller ikke se bort fra geografien i Sverige med store afstande”, sagde han.
Arla Foods rammes af tysk vejafgift
Den vejafgift, som Tyskland indførte fra årsskiftet, betyder, at det er blevet dyrere for Arla Foods at transportere mejeriprodukter til kunderne i Tyskland og de øvrige europæiske lande. Kilometerafgiften er på ca. 1 kr. pr. kørt kilometer på de tyske motorveje og omfatter lastbiler på over 12 tons.
Arla Foods benytter sig af eksterne vognmænd til at fragte mejeriprodukterne sydpå.
”Der er tale om en statslig afgift, så vi kan ikke forlange af vognmændene, at de alene skal tage den meromkostning på sig. Vi har beregnet, at den tyske vejafgift vil koste os 10-12 mio. kr. ekstra årligt”, siger Claus Haase, indkøbschef på logistikområdet i Globalt Indkøb.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.