Arla på Mellemøstens største fødevaremesse
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 16 februar 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Boykotten af Arlas produkter er stadig total blandt forbrugere i Mellemøsten, men dialogen med detailhandlen er ikke gået i stå. Tværtimod.
Arla Foods er i stærkeste mellemøstlige holdopstilling, når fødevaremesse Golf Food på søndag åbner i Dubai. Repræsentanter fra alle Arlas datterselskaber i regionen og fra ledelsen i Division Oversø er klar til at mødes med kunder og distributører fra markederne i Mellemøsten, Nordafrika og Asien om at mødes på messen.
”Messen giver os en oplagt mulighed for at forklare situationen stille og roligt”, siger regionsdirektør Jan E. Pedersen på vej til messen.
Arla har været med på messen gennem mange år for at præsentere nye produkter og lave aftaler med kunderne. I år præsenterer Arla et enkelt nyt produkt – en mælkebaseret kold kaffedrik – men ellers er opgaven for Arlas repræsentanter noget anderledes end sædvanligt. Ud over de mundtlige samtaler vil plakater ved Arlas stand bringe et budskab om, at Arla tager afstand fra Muhammed-tegningerne, og en kopi af Jyllands-Postens undskyldning vil også blive udleveret til kunderne. Desuden er der et beredskab til at betjene de lokale pressefolk, som måtte dukke op på messen.
”Vi forventer ikke, at vores deltagelse i messen får betydning for selve boykotten, som jo er forbrugernes valg. Men vi får en værdifuld kontakt til vores forretningsforbindelser. En dialog ansigt til ansigt er utrolig vigtig hernede og kan ikke erstattes af en telefonsamtale”, fortæller Jan E. Pedersen.
Golf Food er den største fødevaremesse i regionen og svarer til den europæiske messe Anuga. Den forløber over fire dage.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.