Feta-sagen endegyldigt slut
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 04 januar 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
I oktober sidste år tabte den danske og tyske stat en sag anlagt ved EF Domstolen om retten til feta navnet. Nu er Mejeriforeningens egen sag mod EU Kommission, som er anlagt sideløbende med sagen fra den danske og tyske stat, blevet afvist. Dermed er det sidste slag i striden om feta-navnet tabt.
"Retten afviser sagen, idet man ikke tillægger os søgsmålskompetence," fortæller afdelingschef Hans Bender fra Mejeriforeningens Bruxelles-kontor til Mejeriforeningens hjemmeside mejeri.dk.
"Man har strammet reglerne for, hvem der har søgsmålskompetence for at begrænse antallet af sager. Så man skal nu være direkte og individuelt berørt. De danske fetaproducenter er direkte berørt af sagen, men fordi de er flere, er de ikke individuelt berørte," uddyber han.
"Rettens kendelse kan ankes, og det er nu op til Mejeriforeningens bestyrelse at overveje, om indsatsen er for stor i forhold til den mulige gevinst. Det vil næppe tjene noget formål at anke sagen, så jeg tror, vi vil tage kendelsen til efterretning og erkende, at fetasagen nu er endegyldigt afsluttet og tabt," konstaterer Hans Bender. Fra 15. oktober 2007 må kun feta fremstillet i Grækenland af græsk fåre- og gedemælk kaldes for feta. Striden om feta-navnet har stået på siden 1987, da Grækenland vedtog en lov om at feta skulle være fremstillet af græsk gede- og fåremælk, og siden har feta-striden været behandlet ved EF-Domstolen tre gange.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.