Første Arla Mengniu produkt på hylderne i Kina
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 21 juni 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Det nye varemærke Arla Mengniu får til august premiere på det kinesiske marked, efter at Arla Foods i efteråret indgik et joint venture samarbejde med det kinesiske mejeriselskab Mengniu.
Senere i år bliver det også til kinesisk debut for Arlas etablerede varemærke Milex, der skal være mærke for Arla Mengnius højprofilprodukter.
Det første produkt under varemærket Arla Mengniu bliver lokalproduceret mælkepulver i 25 grams poser. Ved at tilsætte varmt vand får forbrugeren hurtigt og nemt et glas varm mælk, som kineserne foretrækker.
”Vi tror på, at produktet har store muligheder. Det, at mælkepulveret er pakket i små poser, gør det også nemmere at tage med sig f.eks. til arbejde”, forklarer Jais Valeur, adm. direktør i Arla Mengniu.
På mejeriet ved millionbyen Hohhot i det nordvestlige Kina er man ved at etablere fire nye produktionslinier til fremstilling af det nye produkt.
I slutningen af året skal de kinesiske forbrugere lære at sige Milex, når varemærket for højkvalitets mælkepulver fra Skandinavien lanceres - i første omgang i de tre største byer i det sydlige Kina.
”Hver by har omkring ni millioner indbyggere, så det bliver en meget omfattende operation. Det kræver, at vi rekrutterer og uddanner mange nye sælgere og demonstratricer”, siger Jais Valeur.
Adm. direktør i Arla Mengniu, Jais Valeur, foran mejeriet i Kina.
I dag henter en lang række distributører produkterne på Arla Mengnius mejeri i Nordvestkina. For at forbedre distributionen har Arla Mengniu lejet tre lagerlokaler i det sydlige Kina.
”Fra mejeriet til butikkerne i det sydlige Kina er der op imod 2.000 kilometer. Ved at etablere tre nye depoter øger vi vores leverancesikkerhed”, siger Jais Valeur.
Han forventer, at Arla Mengniu i år vil nå op på at sælge 8.000 tons mælkepulver til den kinesiske detailhandel. Det vil i givet fald betyde, at kapaciteten på mejeriet ved Hohhot er udnyttet fuldt ud.
Læs også nyhed fra 26.08.2005:
Arla indgår samarbejde om mælke- pulver i Kina.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.