Mellemøst-boykotten rammer mælkeprisen
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 07 marts 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods’ bestyrelse besluttede i dag at sænke acontoprisen – den løbende mælkepris – med 3,3 øre pr. kg mælk med virkning fra 1. april i år.
”Vi skal agere ansvarligt i forhold til den situation, som selskabet står i. Men bestyrelsen er samtidig enig om, at vi i videst muligt omfang skal tage hensyn til den enkelte andelshavers situation”, siger Knud Erik Jensen, bestyrelsesformand i Arla Foods.
Dermed er det forventede tab efter boykotten i Mellemøsten på 400 mio. kroner dog ikke dækket ind, men i første omgang ønsker bestyrelsen altså at begrænse påvirkningen af den løbende betaling til andelshaverne.
”Vi følger sammen med ledelsen udviklingen meget tæt og senest ved afslutningen af regnskabsåret skal vi forholde os til, hvordan det reelle årsresultat for 2006 – herunder Mellemøst-tabet – skal fordeles”, siger Knud Erik Jensen.
Bestyrelsen blev på dagens møde også orienteret om, at markedsudviklingen i øvrigt udvikler sig som forventet i forhold til strategiplanen.
”Vores strategiske satsninger ser ud til at være rigtige, og salget for januar måned ligger lidt over det forventede. Derfor er det beklageligt, at situationen i Mellemøsten nu påvirker en ellers positiv start på det nye regnskabsår”, siger adm. direktør Peder Tuborgh, Arla Foods.
Læs mere:
> Boykot i Mellemøsten koster Arla 400 mio. kr.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.