Spørg din kloge mælk til råds
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 08 september 2006
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
20 testfamilier fra Århus-området har sagt ja til at leve med intelligente fødevarer, som familierne er i stand til at kommunikere med.
Fra på mandag og to måneder frem kan de eksempelvis sidde i toget på vej hjem fra arbejde og spørge mælken hjemme i køleskabet, om den opbevares for varmt og måske er blevet sur - eller om hvor meget der er tilbage i kartonen. Eller de kan stå ved kølemontren i supermarkedet og tjekke beholdningen af fødevarer hjemme i køleskabet - og modtage en liste over de ingredienser, de mangler for at kunne servere gammeldags flæskesteg samme aften.
En gang om ugen får de tyve testfamilier udleveret en kurv med madforsyninger indeholdende mejeriprodukter fra Arla Foods, kød fra Danish Crown, slik og chokolade fra Toms, brød fra Schulstad og juice fra Rynkeby. Al maden vil være mærket med såkaldte RFID-chips, og familierne vil ved hjælp af RFID-læsere få adgang til detailjerede oplysninger om eksempelvis den enkelte vares oprindelse, holdbarheden og opskrifter.
Projektet hedder ”Fremtidens hjælpsomme mad” og ledes af Innovation Lab. Formålet med forsøget er at undersøge, hvordan forbrugeren tager imod og benytter sig af disse nye informationer. Projektdeltagere fra Arla er projektmanager Jacob Ærenlund og afdelingsleder Henrik Skou Pedersen.
RFID – eller Radio Frequency IDentification – er betegnelsen for en mikrochip med radiosender, der kan placeres i en vares emballage som afløser for de traditionelle prismærker og stregkoder. Varer med mikrochip kan via radiobølger identificeres af en modtager, også selvom denne er fysisk langt væk fra varerne.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.