Arla Foods vil have nyt hovedkontor
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 30 april 2007
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods' bestyrelse gav for nylig sin fulde opbakning til, at selskabet kan påbegynde kontraktforhandlinger om et nyt hovedkontor for Arla Foods på Sønderhøj i Viby.
I flere år har Arla Foods' centrale administration i Århus været spredt ud på op til fem adresser, fordi der ikke er plads til alle på Skanderborgvej 277. Derfor har Arla Foods' bestyrelse nu givet grønt lys for, at selskabet kan forhandle med bygherren FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger), hvis bestyrelse i sidste uge også har godkendt projektet.
Bygningen skal skræddersyes til Arla Foods' behov, og de endelige detaljer omkring udformning og lejebetingelser skal nu forhandles med FDB. Den proces forventes at være afsluttet inden sommerferien, hvorefter byggeriet kan gå i gang.
De ca. 650 Arla-medarbejdere, som får arbejdsplads i det nye hus, kan efter planen tidligst flytte ind omkring årsskiftet 2009-10. Herefter vil samtlige medarbejdere i Viby være samlet på Sønderhøj.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.