Arla hæver mælkeprisen med yderligere 10 øre
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 14 august 2007
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods hæver nu acontoprisen med yderligere 10 øre pr. kg mælk med virkning fra 10. september.
I sidste uge hævede Arla Foods' bestyrelse mælkeprisen med 12,8 øre pr. kg ud fra allerede annoncerede prisstigninger i efteråret, og annoncerede samtidig at der kunne ske flere acontoprisforhøjelser senere. Med de ekstra 10 øre har Arla Foods indtil videre hævet acontoprisen med sammenlagt 22,8 danske øre (28,1 svenske öre).
"Forhøjelsen kommer på baggrund af yderligere prisstigninger, som Arla nu skal til at melde ud i den takt, som markedet kan følge med," siger adm. direktør Peder Tuborgh, Arla Foods.
"Der skal ikke ikke herske nogen tvivl om, at vi ønsker at beholde alle vores andelshavere. Vi har derfor besluttet at foretage en yderligere justering af acontoprisen allerede nu for at sende et klart signal til vores andelshavere."
"Udviklingen på verdensmarkedet viser, at acontoprisen fremover vil blive mere bevægelig både i op- og nedadgående retning, sådan vil det også blive i Arla Foods," siger han og understreger, at Arla Foods med sin forædlingsstrategi og stærke mærkevarer stadig vil være mere robust over for udsving i markedet.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.