Håb om snarlig produktion af danske råmælksoste
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 06 december 2007
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods håber sammen med de øvrige danske mejerier på snart at kunne indlede første forsøg med produktion af danske råmælksoste. Det stod klart på det tredje seminar om dansk råmælksost, som Arla Foods arrangerede onsdag 5. december på Karoline Amalie Kro ved Silkeborg.
"Det handler om at række ud efter skønheden i osten."
Sådan formulerede kokken Claus Meyer den danske mejeribranches bestræbelser på at udvikle danske råmælksoste, da han onsdag talte til repræsentanter fra stort set alle mejerier i Danmark. Det var tredje gang siden juni 2006, at mejerierne var samlet til et råmælksost-seminar, hvor Arla Foods og Mejeriforeningen gennemgik fire vejledninger til egenkontrol på de gårde, der udvælges til at levere mælk til råmælksostene. Vejledningerne stiller en række krav til bl.a. fodring, dyresundhed og malkning, som mælkeproducenterne skal overholde for at kunne levere den reneste råmælk.
Arla Foods påtog sig opgaven at gå i spidsen for næste skridt; at gå i dialog med myndighederne omkring hvornår produktionen af råmælksoste kan gå i gang - i første omgang på forsøgsplan, hvilket vil betyde, at de danske mejerier hurtigere kan begynde at skabe sine egne erfaringer og opbygge den nødvendige ekspertise mht. produktion af råmælksoste.
Det er Arla Foods, der har taget initiativ til at skabe et bredt samarbejde i dansk mejeribranche for at bane vejen for en bredere produktion af danske råmælksoste. Arla Foods forventer at invitere til endnu et seminar om dansk råmælksost i maj 2008.
Klik her for at læse mere om dansk råmælksost.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.