Medarbejderne på Arinco er gået hjem
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 18 juni 2007
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Mandag formiddag besluttede 150 ansatte på mælkepulveranlægget Arinco i Videbæk at nedlægge arbejdet. Det sker i sympati med 75 medarbejdere i mejeriets pakkeri, som nedlagde arbejdet torsdag i sidste uge i protest mod en arbejdsomlægning. Indførelsen af en ny fyldelinje af mælkepulver på dåse betyder, at det faste natskift i pakkeriets nye dåselinje fra og med uge 47 skal omlægges til rullende skift mellem dag-, aften- og nathold.
Omlægningen sker ifølge fabriksdirektør Hans Jørgen Lauridsen for at skabe en bedre sammenhæng i ledelsen af produktionen på alle tre skift.
"Vi ønsker at indføre en ny, decentral styring af produktionen, hvor vi går fra det mere traditionelle forvaltersystem til selvstyrende teams, der giver mere ansvar til den enkelte og mere indflydelse på tilrettelæggelsen af det daglige arbejde," siger han.
Tillidsmand Svend Pedersen forstår godt konsekvenserne af indførelsen af en ny linje, men han siger, at medarbejderne reagerer mod den måde, det er foregået på.
"Vi er ikke blevet tilstrækkelig inddraget i processen. Det er det, vi reagerer imod. Mange af vores medarbejdere har indrettet sin egen og sin families hverdag på det skifte, de har i dag. Når vi så får trukket dette ned over hovedet, så opstår der frustration og det kan føre til at nogle forlader jobbet," siger han.
Fabriksdirektør Hans Jørgen Lauridsen tilføjer, at medarbejderne er blevet involveret gennem arbejdet i samarbejdsudvalget og dialogen i forhandlingsudvalget.
Medarbejderne på natholdet mødes igen klokken 21.30, hvor de tager stilling til, om de vil fortsætte arbejdsnedlæggelsen.
Pressekontakt:
Theis Brøgger, 89 38 10 47
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.