Mejeriforskere indtager ARoS
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 03 december 2007
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Torsdag den 6. december sætter både udenlandske og danske forskere fokus på mejeriprodukters evne til at øge sundhed og velvære hos forbrugerne, når Arla Foods og Mejeribrugets Forskningsfond på ARoS afholder første seminar i en række, der skal øge opmærksomheden på mejeriforskning.
Flere nye produkter, bedre slankeprodukter, bedre smag og længere holdbarhed. Det er nogle af de juleønsker, som forbrugerne ønsker sig fra mejeribranchens forskere, hvis man skal tro en helt ny undersøgelse foretaget af Institut for Konjunktur Analyse (IFKA). Undersøgelsen er baseret på interviews med 1225 danskere og er foretaget forud for det såkaldte Arla Foods Research Seminar, som løber af stabelen på ARoS på torsdag.
På seminaret samles forskere, myndigheder og øvrige stakeholders i den danske mejeribranche for at høre førende udenlandske og danske forskere fortælle om den nyeste mejeriforskning inden for sundhed og velvære.
"Arla investerer mange kræfter i at give forbrugerne et varieret og sundt udbud af produkter og lancerer omkring 200 nye produkter hvert år. Men vi ønsker også at bidrage til den almindelige forskningsdebat og støtte op om nye tiltag, der kan fremme folkesundheden. Hidtil har vi ikke fortalt offentligheden så meget om vores forskningsprojekter. Det vil vi gerne lave om på nu, for forskning har stor betydning for alle danskeres hverdag," siger Arla Foods' vice-adm. direktør Andreas Lundby.
Det er det første eksterne forskningsarrangement, som Arla Foods afholder sammen med Mejeribrugets ForskningsFond. Det er planen, at Arla Foods fremover vil afholde lignende seminarer hvert andet år.
Yderligere information om Arla Foods og mejeriforskning kan findes ved at klikke her.
Yderligere information om seminaret på ARoS kan fås hos Nutrition Manager Merete Myrup Christensen (tlf: 89 38 28 46).
Yderligere information om IFKAs undersøgelse af danskernes holdning til mejeriforskning kan fås hos Arla Foods' kommunikationsafdeling (tlf: 89 38 10 47).
- - - Fakta om Arla Foods Research Seminar - - -
Hvor: ARoS i Århus
Hvornår: Torsdag den 6. december
Hvem: Blandt de internationale oplægsholdere kan andet nævnes Erin Quann (Doctoral Fellow, University of Conneticut) og Johan Olsson (Executive Director, Centre for Human Studies of Foodstuffs, Uppsala University), mens de danske forskere er professor Arne Astrup, professor Steen Stender og lektor Esben Skipper Sørensen.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.