Arla Foods forsker mod fremtiden
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 23 december 2008
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla markerer sig igen som en virksomhed, hvor forskning og innovation er i fokus; tre nye ErhvervsPhd-studerende skal forske i klima, valle og osteproduktion.
Klima, valle og ost er omdrejningspunkter for nye forskningsaktiviteter i Arla Foods, der gennem Videnskabsministeriets ErhvervsPhD-ordning har ansat tre forskere, som skal bringe ny viden og innovation til den dansk-svenske mejerivirksomhed.
Et af projekterne går ud på at udvikle matematiske modeller, der kan beregne, hvordan mælkeproduktion påvirker klimaet. Modellerne vil også kunne bruges til at finde mere ressourcevenlige teknologiske løsninger langs mælkens værdikæde. Et andet projekt forsker særlige valleproteiner, der har unikke egenskaber. For eksempel kan disse proteiner erstatte fedt i visse i forvejen kalorielette fødevarer ad naturlig vej. Det tredje projekt undersøger, hvordan ny forarbejdningsteknologi kan bruges til at udvikle og fremstille nye typer ost.
Forskerne gennemfører deres projekter hos Arla Foods i samarbejde med universiteter og vidensinstitutioner i Danmark og udlandet. Formålet med ErhvervsPhD-ordningen er blandt andet at uddanne forskere med udgangspunkt i erhvervslivets udfordringer og muligheder, og at opbygge netværk for vidensformidling mellem virksomheder og universiteter.
“Det er stort for Arla Foods, at vi har fået bevilget tre stipendier i 2008. Og vi vil i stigende grad satse på ErhvervsPhD-ordningen som led i vores øgede satsning på forskning og innovation. Innovation udgør en vigtig parameter i Arla Foods nye strategi, og her er et øget samarbejde med vidensinstitutioner alfa og omega,” siger viceadministrerende direktør Andreas Lundby.
Kontakt for yderligere info:
Forskningschef Henrik Jørgen Andersen (Arla Foods)
tlf. 2096 1241
hejan@arlafoods.com eller research@arlafoods.com
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.