Arla møder forbrugerne på Mælkevejen
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 08 oktober 2008
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Gourmet-oste, økologiske Castello-oste og en ny, økologisk drikke-shot er blandt de klare stjerner, som forbrugerne kan smage på, når Arla deltager i Kulturnatten den 10. oktober i København. Mejeriforeningen, Arla og en række andre mejerier står bag forbrugerudstillingen ’Mælkevejen’ på Axelborg.
Danske forbrugere får muligheden for at smage på en perlerække af mejeriprodukter, når de lægger vejen forbi Axelborg på Kulturnatten den 10. oktober. Her vil en række danske mejerier nemlig være samlet for at vise, hvad dansk mejeribrug kan præstere af nyskabelser. Og det er ikke mindst inden for oste-kategorien, at mejerierne haft travlt med at forene gamle traditioner med nytænkning.
Mejeriforeningen står bag den store forbrugerudstilling ’Mælkevejen’, som bakkes op af en lang række, danske mejerier, deriblandt Thise Mejeri, Them Andelsmejeri og Arla Foods.
Arla har egen udstilling, som præsenterer hele mejeriselskabets økologiske sortiment. Standen byder også på to gourmet-oste, som er udviklet i samarbejde med nogle af landets stjernekokke, og som normalt kun kan fås på nogle af landets førende restauranter.
Unikke oste
"Vi vil gerne vise forbrugerne, hvad Arla kan, når det gælder kvalitet og mangfoldighed. Gourmet-ostene er helt unikke, og derfor har vi valgt at tage dem med på standen," siger Jesper Jæger, som er ansvarlig for Arlas forbrugerstand på Mælkevejen.
Rødkit-osten Nordlys, som er en af Arlas gourmet-oste, er eksempelvis unik i både udseende og smag. Den laves på Gjesing Mejeri i Østjylland i meget små serier og udelukkende ved håndkraft og på basis af særlige håndværksmæssige traditioner.
Ligesom Nordlyset på nattehimlen har osten nogle karakteriske farver, og så har den en rund, let syrlig smag – dog med tydelig fornemmelse af kitkulturerne.
"Ud over at vise forbrugerne, hvad vi formår inden for økologi og gourmet-oste, så giver Mælkevejen os chancen for at komme i direkte dialog med en masse forbrugere. Mange forbrugere møder jo normalt først mejeriprodukterne, når de ligger emballerede i køledisken," siger Jesper Jæger.
16 danske mejerier og fire isproducenter deltager i udstillingen Mælkevejen, som kan besøges den 10. oktober kl. 18.00-24.00 på Axelborg, Vesterbrogade 3 i København.
For yderlige info: kontakt Mette Vestergaard på 89 38 10 00.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.