Arla ta'r temperaturen på sit sociale ansvar
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 04 juni 2008
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
En ny rapport, som vi for første gang udgiver for hele koncernen, giver et overblik over, hvor gode vi er til at leve op til vores samfundsansvar, også kaldet Corporate Social Responsibility (CSR) - og det ser ikke så tosset ud.
Efter et intensivt arbejde i løbet af vinteren og foråret er Arla Foods nu klar med en såkaldt CSR-rapport, der viser, hvordan koncernen lever op til sit samfundsmæssige, miljømæssige og etiske ansvar. Den offentliggøres i dag sammen med en opdatering af publikationen "Vores Ansvar - Code of Conduct", som formulerer Arla Foods' etiske retningslinjer.
"Retningslinjerne er Arlas trafikregler. Selskabets strategi viser vejen, mens "Vores Ansvar - Code of Conduct" viser, hvordan vi skal færdes på den vej - at vi skal stoppe for rødt og vise hensyn til de andre trafikanter i trafikken," siger Arla Foods' kvalitets- og miljødirektør Ulla Nilsson, som har været en af de drivende krafter bag opdateringen af Vores Ansvar.
I CSR-rapporten redegøres mere detaljeret for, hvordan Arla Foods formåede at efterleve sine egne "trafikregler" i 2007. Rapporten evaluerer alt fra miljø i Kina og hvordan Arla behandlede sine medarbejdere i Vietnam til fodboldskoler for danske børn, kvalitetssikring i England og anti-mobningspolitik i Sverige.
"Arlas evne til at tage ansvar er blevet gået efter i sømmene, og der er meget få kritiske områder. Det er naturligvis glædeligt, men det var samtidig forventet. Med alle de initiativer, vi har søsat de seneste år inden for områder som kvalitet, miljø, indkøb og Human Resources har vi gjort vores bedste for at leve op til vores egne ord gennem forankring og opfølgning," siger Ulla Nilsson.
Læs mere om "Vores Ansvar - Code of Conduct". Her kan du også downloade pdf'er af begge dokumenter.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.