Kursen er lagt mod 2013
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 30 oktober 2008
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Foods er klar med en ny koncernstrategi, der lægger en klar linje og målsætning for de næste fem år. Tilstedeværelsen rundt om i verden skal prioriteres, mens forbrugerne i Skandinavien kan se frem til flere nye produkter på hylderne. Og så er et særligt proteinstof udset til at skaffe flere penge i kassen.
Arla Foods’ nye koncernstrategi lægger op til en række ændringer dels ude og hjemme. Forbrugerne vil først og fremmest mærke Arla’s nye linje i form af en fordobling af selskabets produktudvikling med fokus på sundhed og smag. Samtidig får Arla et helt nyt logo og sætter i den forbindelse mere fokus på naturen og det naturlige i dels produkter og forretningsdrift.
Men Arla Foods’ målsætning om fortsat at kunne levere den bedste mælkepris til sine andelshavere i 2013 kræver ændringer på tværs af hele koncernen. Derfor har Arla i dag præsenteret den nye koncernstrategi, som bl.a. indeholder følgende hovedtræk:
Strategi 2013*
- I dag er Arla Foods’ hjemmemarkeder Sverige, Danmark, Storbritannien og Finland. Fremover vil også Tyskland og Polen blive anset som hjemmemarkeder – dvs. at Arla nu for alvor opgraderer sine aktiviteter i disse to lande.
- Derudover skal Arla Foods’ tilstedeværelse på mere end 80 markeder i stort set hele verden prioriteres bedre. Arla udpeger nu det amerikanske, russiske og kinesiske marked som særlige vækstmarkeder, hvor selskabet vil fokusere sine internationale investeringer fremover. Derudover er en række øvrige markeder defineret som taktiske markeder, hvor den eksisterende forretning vil blive vedligeholdt, mens en række øvrige lande fremover bliver nedprioriteret.
- Udgifterne til produktinnovation skal fordobles for at øge Arla Foods’ muligheder for naturlig vækst via bedre kvalitet og merværdi i produkterne – og ikke kun via opkøb af andre mejeriselskaber, som hidtil har været den primære kilde til Arla Foods’ vækst.
- Arla vil opbygge og investere målrettet i tre stærke globale brands: Castello, Lurpak og det nye Arla-brand.
- Salget af valleprotein skal fordobles globalt set og bliver dermed en vigtig strategisk brik i bestræbelserne på at opnå den bedste mælkepris til andelshaverne.
- Arla Foods’ samlede CO2-udslip skal reduceres 25 procent inden 2020.
Naturlige og sunde fødevarer
”Strategien bygger videre på stærke positioner i Skandinavien og i Storbritannien. At vi er verdensmestre i at fremstille valleproteiner, som vi tjener rigtigt godt på. At vi har nogle stærke brands, der kan få succes på tværs af grænser. At langt de fleste af vores produkter er nogle af de mest naturlige og sunde fødevarer, som forbrugerne kan købe,” siger Peder Tuborgh.
”Med strategien fokuserer vi på det, vi er gode til, og på de markeder, hvor vi er eller kan blive betydende. Vi må erkende, at vi ikke kan alt på alle markeder. Vi er nødt til at være meget stærke på nogle internationale markeder, men ikke overalt og i alle kategorier”
Arla Foods’ formand Ove Møberg kommenterer den nye strategi:
”Det afgørende er, at vi kan videreudvikle selskabet og give en fornuftig mælkepris. For at gøre det er jeg overbevist om, at vi må udvikle os efter denne ny strategiplan, så vi har en retning, som vi tror på. Det er nødvendigt for Arla at vokse i takt med kunder og konkurrenter. Det kan sagtens sammenlignes med en landbrugsbedrift: Gør man ingenting, så er det stort set det samme som tilbagegang,” siger Ove Møberg.
Se præsentation fra pressemødet (1,3Mb)
- november lanceres vores nye hjemmesider, hvor du vil kunne læse mere om strategien og det nye brand. Se pressemeddelelsen om nyt brand her
* Note lagt ind 18.03.2010: Den globale økonomiske krise har gjort det svært at nå de ambitiøse mål i der var sat i "Strategi 2013". Derfor har Arla forlænget strategiens levetid til 2015.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.