Arla Foods og Hansa-Milch i dialog om fusion

Læs tid
3 min
Publiceret
17 december 2010
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla Foods’ bestyrelse foreslår en fusion med det tyske andelsmejeri Hansa-Milch. Begge selskaber har en ambition om at vokse på det tyske marked, der har 80 millioner forbrugere, og sammen kan Hansa-Milch og Arla Foods give tyske kunder og forbrugere et stærkt udbud af mejeriprodukter.

Sammen med det nordtyske mejeri Hansa-Milch eG er Arla Foods på vej til at styrke sin position i Tyskland. Det skal ske ved, at Arla Foods fusionerer med det regionale nordtyske mejeri Hansa-Milch.

”Arla Foods har en strategi om at udvikle sit engagement på det tyske marked, og målet er at blive et af Tysklands tre førende mejerier. En fusion med Hansa-Milch vil betyde, at Arla kan supplere sit nuværende salg af ost med friskvarer, og sammen bliver vi en attraktiv partner for den tyske dagligvarehandel,” siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Fælles mål for det tyske marked
Hansa-Milch er et af de større regionale mejerier i Tyskland, og mejeriet producerer hovedsageligt friskvarer som drikkemælk, fløde, yoghurt og crème fraiche – både under eget varemærke Hansano og under såkaldte private labels, som er butikkernes egne mærker.

Arla Foods har en lang historie i Tyskland med kendte varemærker som Arla Buko og Arla Kærgården.

”Arla Foods og Hansa-Milch supplerer hinanden utroligt godt. Efterhånden som vi har lært Hansa-Milch at kende, er det blevet tydeligt, at vi ikke bare ligner hinanden som andelsejede selskaber, men at vi også har fælles mål for det tyske marked. Derfor vil begge parter blive styrket ved en fusion. Sammen vil vi kunne tilbyde de tyske forbrugere et bredt og meget stærkt produktsortiment,” siger Arla Foods’ bestyrelsesformand Ove Møberg.

Fordele ved at gå sammen
Drøftelserne mellem Hansa-Milch med 670 aktive andelshavere og Arla Foods med 7.200 andelshavere har stået på et halv års tid.

”Der vil være store fordele for alle andelshavere ved at vi går sammen. Vi bønder – uanset om vi er danske, svenske eller tyske – har den samme drivkraft: En stærk mælkepris og et stærkt andelsdemokrati. Og de to ting mener vi, der er mulighed for at opnå med en fusion,” siger Arla Foods’ næstformand Åke Hantoft.

Uwe Krause, formand for Hansa-Milch, er enig:

Uwe Krause”Vi har med to meget veldrevne mejerier at gøre, og det handler ikke om, hvem der er stor og hvem der er lille. Det afgørende er, at vi supplerer hinanden rigtig godt, og derfor kan vi sammen stå stærkt på det tyske marked,” siger han.

FAKTA

Hansa-Milch:
Hansa-Milch har to mejerier i Nord- og Nordøsttyskland. Anlægget i Upahl ved Lübeck har en kapacitet på 550 mio. kg. og er opført i 1995, mens anlægget i Karstädt er ældre og har en kapacitet på 110 mio. kg. mælk. Arla har i de sidste fem år solgt økologisk rå mælk til Hansa-Milch.

Beslutnings-processen:
Forslaget om en fusion skal nu drøftes i såvel Arla Foods’ som Hansa-Milchs ejerkreds. I Hansa-Milch er det alle andelshaverne, der skal tage stilling til forslaget, mens det i Arla Foods er repræsentantskabet. Begge grupper tager en endelig beslutning den 2. marts 2011.

Hvis begge grupper stemmer ja til fusionsaftalen, gælder fusionen med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2011, fordi man dermed følger regnskabsåret.

En evt. fusion er betinget af en godkendelse fra de europæiske konkurrencemyndigheder.

Demokratiet:
Den foreslåede fusionsaftale lægger op til, at de tyske mælkeproducenter får én repræsentant i Arla Foods’ bestyrelse, som dermed udvides fra 18 medlemmer til 19. Desuden udvides Arla Foods’ repræsentantskab fra 150 medlemmer til 155, fordi tyskerne får fem pladser. I bestyrelsen og i repræsentantskabet har tyskerne samme stemmeret og ansvar som de danske og svenske medlemmer.

Fusions-strukturen:
Den foreslåede fusionsaftale lægger op til, at Hansa-Milch som selskab bliver andelshaver i Arla Foods. De tyske medlemmer fortsætter teknisk set som andelshavere i det tyske selskab.

I Arla vil de tyske mælkeproducenter blive omtalt som ”Arla’s tyske andelshavere”. Selskabet indgår som ét medlem med den samlede mængde mælk fra Tyskland. Denne mælk afregnes efter Arla’s sædvanlige afregningsprincipper.

Herefter fordeler Hansa-Milch eG pengene til de tyske andelshavere efter den nuværende tyske afregningsmodel, som blandt andet har en anden afregning for fedt og protein. Det er tanken, at de tyske medlemmer efter tre år skal afregnes direkte efter Arla’s afregningsmodel og have implementeret kvalitetsprogrammet Arlagården.

  • Arla Foods amba fortsætter med at hedde Arla Foods amba.
  • Fusionen vil ikke ændre på den nuværende sammensætning af Arla’s koncernledelse.
  • Afregningen til Hansa-Milch eG vil ske i Euro, omregnet fra danske kroner til 1 Euro = 7,45 DKK.
  • Den tyske forretning vil blive en del af Arla Foods Consumer International.

Klik her for at pdf med se nøgletal for de to selskaber

Hent billeder fra Hansa-Milch
Hent billeder af Arlas CEO, Peder Tuborgh
Hent billede af Arlas formand Ove Møberg

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663