Arla klar med ny miljøstrategi i Storbritannien

Læs tid
2 min
Publiceret
14 december 2010
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla UK slår sig sammen med landmændene i leverandørgruppen Arla Foods Milk Partnership i kampen om at nedbringe CO2-udledning. Dermed bliver Arla Storbritanniens første mejeriselskab, der i sin miljøstrategi ikke alene har fokus på mejeriproduktionen, men også på gårdene.

Tidligere i år offentliggjorde Arla UK en ambition om at nedbringe udledningen af CO2 med 34 procent i hele organisationen inden 2020. I forlængelse af dette er blikket blevet rettet mod den første del af produktionskæden; landmændene. Her er der potentiale for at nedskære CO2 udledningen med 20 procent gennem et langsigtet miljøprogram for AFMP-landmændene.

Projektet, der løber af stablen i 2011, vil tilbyde alle 1400 medlemmer en CO2-gennemgang af deres landbrug. Ved siden af dette vil der blive afholdt mere end 250 workshops på gårdene for at guide landmændene gennem de områder, hvor der kan hentes miljømæssige gevinster, som eksempelvis ved fertilitetsforbedring, energieffektivisering og ernæringsgenanvendelse. Underviserne ved disse workshops vil være ledende eksperter inden for deres områder, hvilket skal sikre det største afkast af viden.

Ash Amirahmadi, der er Senior Vice President for mælkeindkøb og ingredients, opfordrer landmændene til at involvere sig i programmet:

”Programmet er ikke alene godt for miljøet. Det er også god forretningssans, da det giver mange besparelser på omkostningerne i bedriften,” siger han.
Arla har sammensat programmet i samarbejde med AFMP's miljøarbejdsgruppe og de eksterne landbrugskonsulenter Kite for at sikre et relevant, praktisk og attraktivt tilbud til medlemmerne.

Potentiale til flere penge i landmændenes lommer
Chris Hawkins, der er medlem af AFMP og sidder i miljøarbejdsgruppen, mener, at der er flere gode grunde til, at landmændene skal tilslutte sig programmet:

”Det lyder måske som en stor ting at bede om, men der er nogle gode argumenter for at deltage i møderne. De vil være relevante for alle medlemmer, da de fokuserer på det, vi allerede gør hver dag og prøver at få gjort rigtigt. Møderne vil give en viden, der vil føre til en reduktion i udledningen af CO2 fra vores gårde og en gevinst ved større effektivitet. At nedskære vores CO2-udledning og at putte penge i lommerne er et godt incitament,” siger han.

Lars Dalsgaard, Supply Chain Director i Arla UK, er også en af dem, der har arbejdet for at få de britiske landmænd med på miljøstrategien:

”Dette projekt viser vores vilje til at gå forrest og omfavne de miljømæssige udfordringer, mejeriindustrien står over for, hele vejen gennem vores forsyningskæde. Sammen med annonceringen af, at vores nye mejeri i Aylesbury vil være CO2-neutralt, viser det tydeligt vores dedikation til at være Storbritanniens mest miljørigtige mælkeproducent.”

Fakta - Miljøstatus:

  • CO2-udledning skal nedbringes med 34 procent inden år 2020.
  • Ved udgangen af dette år er den samlede CO2-belastning reduceret med 12 procent siden 2005.
  • Af denne reduktion står mejerierne for 18 procent, emballagen for 20 procent og reduktion af energiforbruget for 12 procent.
  • Forbruget af vand er faldet med seks procent.
  • 80 procent af affaldet kommer ikke længere på lossepladsen.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663