Arla udvider i USA
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 21 juli 2010
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla udvider nu sit mejeri i Hollandtown, Wisconsin for at kunne følge med de amerikanske forbrugeres stigende ønske om kvalitetsoste i ’premium’-klassen. Udvidelsen står klar i forsommeren 2011 og skal sætte endnu mere tryk på salget.
I en tid hvor USA har været hårdt ramt af finanskrisen, er Arla’s amerikanske salgskurver fortsat opad. Sidste år steg Arla’s salg i USA med 10 procent, og halvvejs inde i 2010 ligger salgsvolumen 20 procent over samme periode i 2009.
Fremgangen er ekstra bemærkelsesværdig, fordi niche-markedet for kvalitetsoste – som er Arla’s speciale i USA – ellers har oplevet en generel tilbagegang under krisen.
”Forbruget af kvalitetsfødevarer dykkede i forbindelse med finanskrisen, men i samme periode lykkedes det os at holde fast og tilmed vinde nye ordrer med store landsdækkende kæder. Det stiller os rigtig godt nu, hvor forbruget af niche-produkter igen stiger,” siger Vice President Susie Møller Hjorth, som har været Arla’s landechef i USA siden november 2008.
”Det er især de mere velstillede og veluddannede, der efterspørger specialoste af højere kvalitet. Og tager man landets størrelse i betragtning, så er der tale om en stor gruppe,” forklarer hun.
70 procent af Arla’s produkter til USA produceres på Arla’s to amerikanske mejerier i Muskegon, Michigan og Hollandtown, Wisconsin, mens 30 procent importeres fra Arla’s mejerier i Danmark. Mejeriet i Hollandtown udvides nu for at følge med det voksende salg.
”Når udbygningen står klar næste år er vi klar til at øge salget yderligere og kan kæmpe med om større kontrakter. Samtidig vil Arla bedre kunne efterleve store kunders efterspørgsel efter lokalt producerede oste, og vi vil have kapacitet til at kunne fokusere på produktudvikling og kunde-innovation,” siger Susie Møller Hjorth.
Arla afsætter hvert år omkring 16.000 tons til de amerikanske forbrugere. Det er kun en brøkdel af det samlede ostesalg på et marked, der generelt set mest er kendt som et gigantisk marked for cheddarost og smelteost til burgeren, pizzaen og de mange andre fast food-produkter.
Ost er ’det nye øl’
Men det er langt fra hele historien om amerikanere og ost, forklarer Susie Møller Hjorth.
”Der sker en rivende udvikling inden for ost i USA. Det er ikke længere som for 10 år siden, hvor alt hvad der kom fra Europa, var bedre. Det er en meget spændende tid, hvor der etableres mange nye ostemejerier og nye produktvarianter lanceres. Amerikanere har ikke den samme lange tradition for osteproduktion som i Europa, og det betyder, at de tænker mere nyt og anderledes. Ligesom man har set inden for øl-produktion, hvor mikrobryggerier har udfordret det etablerede gennem flere år. Den samme udvikling ser vi nu inden for ost,” forklarer Susie Møller Hjorth.
I et amerikansk supermarked hører Arlas produkter hjemme i delikatesseafdelingen. I USA anses Havarti og blå ost for nichekategorier, og det er her, Arla ser det største potentiale for at øge salget yderligere.
”Vi skal tænke nyt for at udvide de niche-kategorier, hvor vi hører til. Kan vi for eksempel rette vores Havarti-ost til det store marked for sandwiches og burgere, så står vi pludselig med en væsentlig større forretning,” siger Susie Møller Hjorth.
Pressekontakt:
Theis Brøgger (pressechef), 40 33 10 47.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.