Engelsk smørproduktion samles i Westbury

Læs tid
2 min
Publiceret
04 november 2010
Kontaktpersoner:
Skrevet af

For at effektivisere smørproduktionen og –distributionen samler Arla UK fra august 2011 al sin smørproduktion i den engelske by Westbury. Det vil give bedre økonomi og sænke energiomkostningerne for produktionen af Arlas britiske smør-brands. Beslutningen får indflydelse på produktionen i Settle, Varde og Götene.

Med beslutningen om at samle smørproduktionen i Westbury vil Arla kunne skabe omkring 60 arbejdspladser på mejeriet i Westbury, hvor der også vil blive indkøbt nye maskiner, der er gearet til mere effektiv produktion og pakningen af smør. Desværre betyder det også, at tre af de mejerier, der tidligere har stået for produktion og pakning af smør til det engelske marked; Settle, Varde og Götene, vil miste et antal arbejdspladser.

Lukning af Varde Mejeri i slutningen af 2012
Indtil videre ser det ud til, at der vil blive omkring 20 færre stillinger i Settle, mens der i Götene er mulighed for etablering af ny produktion af andre Arla-produkter, hvilket vil blive afklaret i løbet af de næste to år. I Varde, hvor der i dag er ansat 45 medarbejdere, er der til gengæld tale om en lukning af hele anlægget i slutningen af 2012. Ifølge Vice President i Global Category Operations i Arla , Jens Ingvardsen, har det været en svær beslutning, men en logisk konsekvens af effektiviseringen af organisationen.

”Det er aldrig nemt at skulle opsige medarbejdere eller lukke mejerier helt ned. Men vi vil gøre vores til at hjælpe medarbejderne på de berørte arbejdspladser videre, enten ved at finde job til dem andre steder i Arla, eller i andre virksomheder,” fortæller han og fortsætter:
”Jeg håber og tror på, at vi nok skal få processen til glide og få en så blid overgang som muligt for de berørte parter, selv om det selvfølgelig bliver hårdt.”

I engelske Settle bliver en afdeling på mejeriet lukket ned, og det ærgrer Business Group Director i Arla UK Lars Dalsgaard, der har meget at takke medarbejderne i Settle for:
”Mens udviklingen af anlægget i Westbury er et positivt skridt for virksomheden, er det meget ærgerligt, at vi har måttet meddele den foreslåede lukning af Settle’s smør-afdeling, der har spillet en vigtig strategisk rolle for Arla UK.”

Effektivitet til fordel for miljøet
Intentionen om at samle smørret i Westbury er en beslutning, der vil gavne produktiviteten og miljøet.

”Beslutningen er strategisk vigtig for Arla, fordi vi styrker vores engagement i Storbritannien, og samtidig styrker vores miljøtal i forlængelse af vores klima- og miljømål. Initiativet er også i tråd med vores intention om at udvikle potentialet på vores Westbury-anlæg og sikre en langsigtet fremtid,” fortæller Peter Lauritzen, CEO for Arla Foods UK.

Produktionen af smør i Westbury skal supplere Arlas anden store smørproduktion i Holstebro.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663