Arla åbner mælkebar på Højbro Plads
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 09 oktober 2012
I næste uge kan Københavnere og turister sætte tænderne i en Isdronning, en Lækker Lava og et Kung Fu Shot, når mælkebaren ”Milk City” bliver bygget ud af flere tusind mælkekasser midt på Højbro Plads.
Den transporterer bagage på Puch Maxi’en. Der ligger appelsiner i den hos grønthandleren. Dine gamle LP’er står i den i kælderen. Selvom den udelukkende er lavet til at transportere mælk i, bliver den grønne mælkekasse ofte ”lånt” og brugt til alt andet end mejeriprodukter.
I næste uge kan danskerne se landets hidtil største samling af mælkekasser, når Arla i samarbejde med kunstneren Jonas Pindhund Hallberg bygger ”Milk City” af cirka 4000 mælkekasser på Højbro Plads, og inviterer københavnere, turister og forbipasserende på en mælkedrink Milk Citys mælkebar.
”I Danmark drikker vi gennemsnitligt 90 liter mælk per person om året, så det er mange millioner liter, der ryger indenbords på landsplan. De fleste kender mælkens gode ernæringsmæssige egenskaber, men med Milk City vil vi gerne vise, at mælk fortjener mere end bare et skvæt i kaffen. Derfor har vi skabt et mælkeunivers, hvor mælken er taget ud af kartonen og bliver sat i en ny kontekst”, siger Jesper Jæger, der er leder af Arlas afdeling for forbrugeroplevelser.
Milk City kommer til at bestå af fem huse i op til 11 meters højde med form som mælkekartoner, og inde i bygningsværket vil der være en række aktiviteter for børn. Hovedattraktionen i Milk City er mælkebaren, hvor gæsterne kan smage på 11 forskellige mælkedrinks, blandt andet Isdronninger (Iskaffe af økologisk minimælk, espresso og vaniljeis), Lækker Lava (økologisk sødmælk med jordbærbobler) og Kung Fu Shot (økologisk sødmælk, lakrids og frugtfarve).
Milk City bliver opført fra mandag den 15. til onsdag den 17. oktober og åbner officielt i dagene 18. til 20. oktober. Mens Milk City opføres, kan alle, der skulle have en mælkekasse til overs, komme ind på Højbro Plads og aflevere den, hvorefter den bliver en del af byggeriet.
”Mejerierne mister et sted mellem 350.000 og 400.000 mælkekasser om året, fordi folk mener, de har ret til at ”låne” dem og bruge dem i forskellige sammenhænge. Men vi vil meget gerne have dem igen, ikke mindst fordi en mælkekasse kan genbruges i 20 år, og derfor er det bedre for miljøet, hvis kassen kommer tilbage til mejerierne. Så i næste uge giver vi frit lejde til alle, der gerne vil aflevere deres kasser til byggeriet”, siger Jesper Jæger.
Der bliver brugt 1,92 kilo CO2 til at producere en ny mælkekasse, og 0,18 kilo CO2 til at genbruge en defekt mælkekasse. Kasser, der kommer helskindede tilbage til mejerierne, forbruger ingen CO2.
For mere info kontakt
Jesper Jæger, jjae@arlafoods.com, 89 38 14 26
Kunstneren bag
Jonas ”Pindhund” Hallberg/ Ikke en Pind ApS står bag en lang række gennemførte offentlig tilgængelige installationer. Desuden har Jonas "Pindhund" Hallberg har de sidste syv år har arbejdet i en selvskabt fuldtidsstilling som Kreativ TOP Chef i Skanderborg Festival Klub.
Praktiske oplysninger
Entre: Gratis
Priser: Drinks i Mælkebaren koster 10 kroner stykket. Overskuddet går til et godt formål.
Installation under opbygning: Mandag d. 15. okt. - onsdag d. 17. okt
Åbent for publikum: Torsdag d. 18. okt. - lørdag d. 20. okt.: Kl. 10.00 - 17.00