Arla sænker øko-tillægget
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 22 februar 2012
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Vigende økologisk omsætning i Sverige og Danmark får nu Arla til at sænke øko-tillægget i begge lande. Sænkningen gælder fra 5. marts.
Tillægget sænkes mest i Sverige, hvor forbrugernes interesse for økologiske produkter svigter, og medfører, at Arla har et stort overskud af økologisk rå mælk. Derfor sænkes tillægget fra 76,3 danske øre (95 svenske öre) pr kilo mælk til 64,2 danske øre (80 svenske öre) pr kilo mælk.
I Danmark er sænkningen mindre, fra 57,9 danske øre pr kilo til 55 danske øre pr. kilo.
Øko-tillægget og sænkningerne er forskellige i de to lande, da det er baseret på det enkelte marked. Men begge steder mærker Arla, som en stor udbyder af økologiske mælkeprodukter, at forbrugerne i forbindelse med den økonomiske krise har ændret indkøbsvaner, og da økologiske varer er højpris-produkter rammer det blandt andet denne del af køledisken.
”Sænkningen er baseret på en vurdering af det aktuelle marked, og afsætningen i butikkerne har været vigende det seneste år. Det betyder, at Arla især i Sverige har et overskud af økologisk rå mælk,” forklarer vice adm. direktør Povl Krogsgaard.
Han understreger, at der stadig er en trofast gruppe af forbrugere, som foretrækker økologiske produkter.
”Vi tror på økologien og vil forsat være med til at drive udviklingen i kategorien. Arla er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter, og økologi er en vigtig del af vores strategi. Men da øko-tillægget skal afspejle de aktuelle markedsvilkår i henholdsvis Sverige og Danmark, er vi nødt til at foretage en sænkning,” siger Povl Krogsgaard.
Fakta
Det svenske øko-tillæg sænkes med 12,1 danske øre (15 svenske öre) fra 76,3 danske øre (95 svenske öre) pr kilo til 64,2 danske øre (80 svenske öre) pr kilo.
Det danske øko-tillæg sænkes med 2,9 danske øre pr kilo til 55 øre pr kilo.
Sænkningerne træder i kraft 5. marts 2012.
I maj 2011 blev det svenske øko-tillæg sænket med 14,7 svenska öre, og i september 2011 blev det sænket med 12,8 svenske öre.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.