Gastronomisk begejstring over Arlas nye råmælksost
- Læs tid
- 1 min
- Publiceret
- 28 februar 2012
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Efter 70 år uden større produktion af råmælksoste i Danmark kunne Arla i dag præsentere sin første råmælksost, Lykkebjerg. Osten vil blive solgt i en ny butik, som Arla åbner i Torvehallerne i København midt i april.
”Vidunderlig”, ”fantastisk” og ”fuld af sjæl”. Sådan lød nogle af reaktionerne på Arlas nye råmælksost, Lykkebjerg, der tirsdag den 28. februar blev præsenteret for et bredt udsnit af danske madentusiaster og gastronomiske ildsjæle i kulturhuset Nordatlantens Brygge i København.
Peter Giørtz-Carlsen”Vores nye råmælksost er et lille, men vigtigt bidrag til det nye nordiske køkken, og den er et vigtigt skridt i retning af at vise, at Arla også kan skabe enestående produkter”, lød det i velkomsttalen fra landedirektør i Arla Danmark, Peter Giørtz-Carlsen, der fortsatte:
”I Arla ønsker vi via vores passion for mejeriprodukter og spændvidden af de mange aktiviteter og samarbejder, vi indgår i, at bidrage til en bedre madkultur og bedre madoplevelser i Danmark”.
Jan Krag Jacobsen, der i flere årtier har været præsident for Det Danske Gastronomiske Akademi, glædede sig over at Arla nu i en årrække har prioriteret at udvikle fødevarer i gourmetkvalitet, heriblandt den nye råmælksost. ”Lykkebjerg-osten smager fremragende”, lød hans bedømmelse.
Oste af råmælk smager af mere
Arlas råmælksost er en såkaldt singlefarm ost, der er fremstillet af mælk fra én besætning. Mælken kommer fra 115 køer på den vestjyske gård Lykkebjerg, som har givet navn til osten. Gården er udvalgt specielt til råmælksostprojektet på grund af sin meget høje mælkekvalitet.
Arla åbner butik i Torvehallerne
Ideen at lave råmælksost stammer oprindeligt fra Arlas nu 10 år lange samarbejde med nogle af Danmarks førende kokke i Unika-programmet. Kokkene efterlyste danske råmælksoste, og i 2006 satte Arla gang i arbejdet med at udvikle en sikker metode til at lave råmælksost i større omfang. Alle erfaringerne fra arbejdet har Arla løbende delt med landets øvrige mejerier, blandt andet på en række seminarer.
Lykkebjerg-råmælksosten indgår i Arla Unika-programmet, som er en serie af Arlas allerbedste mejeriprodukter og oste. Hidtil er Unika-produkterne udelukkende blevet solgt til landets gourmetrestauranter, men fra midten af april bliver produkterne tilgængelige for alle osteelskere. Her åbner Arla nemlig en butik i Torvehallerne i København, hvor både råmælksosten og Arlas øvrige gourmetprodukter vil være i sortimentet.
For yderligere information, kontakt:
- John Gynther, Premium food manager Arla Foods, telefon 7643 4454
- Peter Giørtz-Carlsen, landedirektør Arla Danmark, telefon 8938 1000
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.