Mælk topper liste over bæredygtige drikkevarer
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 29 april 2014
Mælk er et godt valg, hvis du vil have et relativt billigt fødevareprodukt med en lav klimapåvirkning og høj næringsværdi. Ny forskning viser, at mælk topper listen over bæredygtige drikkevarer, og Arla arbejder målrettet på at reducere udledningen fra landbrug, produktion, transport og emballage for at gøre mælk endnu mere bæredygtig.
Forskere har i flere år diskuteret, hvordan forskellige fødevarer påvirker klimaet. Nyere forskning i bæredygtig kost tyder på, at det giver god mening at tage højde for næringsindholdet, når man kigger på forskellige fødevarers klimapåvirkning.
Ifølge en ny undersøgelse fra Academy of Nutrition and Dietetics er mælk den drikkevare og en af de fødevaretyper, det giver mest mening at spise i forhold til både næringsværdi og klimapåvirkning. Og samtidig er mælk et relativt billigt produkt, som flere og flere rundt omkring i verden vil få mulighed for at nyde godt af i deres daglige kost.
"Vi tror på, at vores produkter er en naturlig og vigtig del af en bæredygtig kost. Verdens befolkning stiger støt, og derfor bliver menneskets adgang til sikre og næringsrige fødevarer og vores brug af jordens ressourcer stadig vigtigere. Denne udvikling repræsenterer samtidig en god forretningsmulighed for Arla og alle Arlas mælkeproducenter, fordi vi ser os selv som en del af løsningen på den udfordring," siger Jais Valeur, koncerndirektør med ansvar for Arlas globale produktion og produkter.
Fokus på sundhedsfordele og CO2-udledning
Mælk og andre mejeriprodukter er vigtige elementer i mange kostanbefalinger overalt i verden, fordi de er let tilgængelige, rige på næringsstoffer og fulde af højkvalitetsprotein og en lang række vigtige vitaminer og mineraler.
Ifølge Jais Valeur vil Arla fokusere endnu mere på at bevare de mange sundhedsfordele i produkterne, samtidig med at man løbende nedbringer CO2-udledningen pr. kg mælk. Det skal ske gennem investeringer, forskning og innovation i samarbejde med de bedste forskere og leverandører af mejeriteknologi.
Arla har opstillet et mål om at reducere CO2-udledningen fra produktion, transport og emballage med 25 procent inden 2020 (sammenlignet med niveauet i 2005). Og med sin nye strategi for bæredygtig mælkeproduktion har Arla forpligtet sig til at reducere sin CO2-udledning pr. kg mælk på gårdniveau med 30 procent inden 2020 (sammenlignet med niveauet i 1990).
"Blandt Arlas ejere har vi nogle af verdens mest effektive mælkeproducenter, når det drejer sig om at reducere CO2-udledningen pr. kg mælk. Vi bruger nu deres produktionsstyringsprocedurer og vores nye forskning på dette område til at hjælpe og inspirere flere Arla-landmænd med at nedbringe vores samlede udledning yderligere," siger Jais Valeur.
Hvad er en bæredygtig kost?
FAO (The Food and Agricultural Organisation) definerer bæredygtig kost som "kost med en lav grad af miljøbelastning, som bidrager til at fremme fødevare- og ernæringssikkerheden og sikre en sund levevis for nuværende og kommende generationer. Bæredygtig kost beskytter og respekterer biodiversiteten og økosystemerne, den er kulturelt accepteret, lettilgængelig, økonomisk fair og billig, ernæringsrigtig, sikker og sund, samtidig med at den optimerer naturlige og menneskelige ressourcer."
Fakta:
• Ifølge FAO er mælk en enestående fødevaretype på grund af dens høje næringsindhold og store betydning for menneskets ernæring.
• Animalske fødevarer indeholder store mængder af vigtige næringsstoffer, og det kan være en udfordring at reducere indtaget af dem, især i lande, hvor befolkningen har en dokumenteret risiko for fejlernæring;
• Kroppen har lettest ved at få dækket sit behov for kalcium gennem mælk og andre mejeriprodukter , og derfor påvirkes kroppens indtag af kalcium især, hvis mejeriprodukter ikke længere indgår i kosten;
• Den globale mejeriproduktion bidrager til mindre end 3 procent af den globale udledning af drivhusgasser . Europæiske mælkeproducenter, hvoraf 12.600 er Arla-ejere, hører generelt til de mest effektive og bæredygtige mælkeproducenter i verden.