Arla vil sælge mere ost og smør i Australien
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 06 februar 2015
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Med det klare mål at femdoble forretningen i Australien indgår Arla nu et joint venture med landets største osteimportør, F. Mayer Imports. Arla er allerede på det australske marked med Castello oste, og nu skal partnerskabet bringe Arla videre på et marked, hvor forbrugerne i stigende grad efterspørger fødevarer, der byder på kvalitet, madkultur og godt håndværk.
Det nye joint venture selskab får navnet ’Arla Foods Mayer Australia Pty Ltd’ og skal markedsføre, sælge og distribuere importerede og lokale mejeriprodukter på det australske marked. Arlas sortiment af Castello® specialoste, Lurpak® smør og forskellige højkvalitetsvarer under Arla® varemærket bliver bærende dele af sortimentet, men det nye selskab vil også tilbyde produkter fra andre producenter i Europa og Australien.
Al Arlas nuværende og fremtidige forretning i Australien samles i joint venture selskabet. Arla har samarbejdet med F. Mayer Imports, som er Australiens største osteimportør, de seneste 30 år.
En milliard i 2020
Det nye joint venture er en del af Arlas bestræbelser på at finde nye markeder til forædlede produkter, der er fremstillet af mælk fra selskabets andelshavere, ca. 13.500 landmænd i det nordlige Europa. Australien har mere end 23 millioner forbrugere, som i stigende grad efterspørger fødevarer af højeste kvalitet. Det er en trend, som Arla er klar til at imødekomme.
”Det generelle mejerimarked i Australien oplever kun lave vækstrater, men der er et levende marked for specialost, og det vokser. Australiere vil gerne inspireres af kvalitetsmad, inklusiv gode oste, og der er generelt stigende fokus på madinspiration og en rig madkultur. Vi tror, vi har de rigtige produkter til at blive en del af den udvikling og trend,” siger direktør for Arlas forretning i Australien, Lars Eggers, der også bliver direktør for det nye joint venture selskab.
”Vores ambition er at bidrage positivt til det australske mejerimarked ved at drive specialost-kategorien og ved at lancere en række produkter, der allerede i dag inspirerer forbrugere i andre dele af verden. Castello ost har været solgt i Australien i mere end 35 år, og vores partner, F. Mayer, har årtiers erfaring med at importere kvalitetsoste fra mange store ostenationer rundt om i verden, så vi har et godt fundament at bygge på. Nu vil vi introducere andre spændende oste på markedet, og vi ser frem til at komme i gang,” siger Lars Eggers.
Med det nye joint venture forventer Arla Foods at øge sin årlige omsætning i Australien fra det nuværende 200 millioner kroner til 1 milliard kroner i 2020.
Fakta om ’Arla Foods Mayer Australia Pty Ltd’:
- Arla Foods ejer 51% af selskabet, mens F. Mayer Imports ejer 49%
- Hovedkontoret bliver i Sydney
- Aktiviteter: marketing, salg, distribution af mejeriprodukter, inkl. varemærkerne Castello®, Lurpak®, Arla®.
- Direktør: Lars Eggers fra Arla Foods
- Joint venture selskabet starter officielt op fra 4. maj 2015.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.