​Nyt joint venture med Egyptens største mejeriselskab

Læs tid
1 min
​Nyt joint venture med Egyptens største mejeriselskab
Publiceret
21 maj 2015
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Arla opretter sammen med mejerikoncernen Juhayna et fælles selskab, der skal markedsføre og sælge Arlas produkter i hele Egypten.

Mejeriselskabet Juhayna producerer UHT-mælk, yoghurt, drikkeyoghurt og juice til hele Egypten. Til gengæld har selskabet stort set ingen produktion af smør, ost og fløde, hvilket er Arlas spidskompetence i Mellemøsten og Nordafrika. Derfor indgår Arla og Juhayna nu et joint venture.

”Det er et rigtig godt match. Juhayna har landsdækkende distribution, og vi konkurrerer ikke i de samme kategorier. Nu får vi sammen et bredere sortiment, som styrker begge parters forretning,” siger regionsdirektør Rasmus Malmbak Kjeldsen, som er ansvarlig for Arlas forretning i Mellemøsten og Afrika.

Juhayna ejer 51 procent af det nye joint venture selskab, mens Arla ejer 49 procent. Til gengæld skal Arla varetage den daglige ledelse af virksomheden, der skal markedsføre og sælge Arlas produkter. Med tiden er det også planen at selskabet skal etablere lokal produktion i Egypten.

”Vi har bygget hele vores forretning i Mellemøsten op gennem samarbejde med lokale partnere. Vi er i Arla rigtig gode til få succes med joint-ventures, og det er en forretningsmodel, vi vil bruge til at etablere os i andre afrikanske markeder,” siger Rasmus Malmbak Kjeldsen.

Han vurderer, at der fra starten vil være 40-50 ansatte i det nye joint venture, og han forudser, at medarbejderstaben inden for det næste år eller to vil komme op over 100.

Et land i vækst
Egypten er et land i økonomisk vækst. Der bor knap 90 millioner mennesker, og befolkningstallet er ligesom købekraften stigende. Samtidig går forbrugerne nu i stor stil væk fra at spise hjemmelavede mejeriprodukter, der er fremstillet i nabolaget, til i stedet at spise produkter, der er fremstillet og pakket på et mejeri og købt i en butik.

Egyptens detailstruktur er kendetegnet ved et begrænset antal butikskæder og et utal af små enmandsbutikker, som skal have varer leveret til døren. Juhayna har derfor udviklet et fintmasket distributionsnet, der dækker hele landet.

”Vores produkter får mulighed for at komme ud i alle afkroge af Egypten. Hvor vi med vores forretning i dag kun skraber lidt i overfladen, vil vi nu udvide distributionen voldsomt og nå ud til mange millioner af forbrugere,” siger Rasmus Malmbak Kjeldsen.

Det nye joint venture selskab får navnet ArJu Food Industries og forventes at påbegynde sine salgsaktiviteter i oktober i år. Med det nye joint venture selskab forventer Arla at nå en omsætning i Egypten på ca. 700 mio. DKK i 2020.

Læs mere om Arlas nye partner i Egypten på www.juhayna.com

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663