Arla vil gøre danskerne sundere
- Læs tid
- 5 min
- Publiceret
- 15 juni 2017
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Arla Danmark øger fokus på sundhed og introducerer en ny sundhedsstrategi. Det skal være let at træffe sunde valg, der skal flere sunde madvarer på markedet, og kommende generationer skal uddannes om bedre madvaner. Sådan lyder det fra andelsmejeriet, der har en ambition om at sætte standarden for fremtidens sunde madvarer.
Det skal være nemmere at finde balancen i hverdagen. Sådan lyder det fra Arla, der er klar med en ny sundhedsstrategi. Det skal blandt andet ske gennem innovation af nye produkter og ved at inspirere til måder, hvorpå mejeri kan bidrage til en sundere hverdag.
”Som Danmarks største fødevarevirksomhed har vi både et ansvar og nogle helt særlige forudsætninger for at bidrage til folkesundheden,” siger landedirektør Jakob B. Knudsen og uddyber:
”Vi har en fantastisk råvare i form af mælk, som indeholder naturlige næringsstoffer, vitaminer og mineraler som eksempelvis kalk og protein. Samtidig er vi i kontakt med danskerne hver dag og flere gange om dagen, da vores produkter findes i ni ud af ti danske hjem. Det giver os en unik mulighed for at gøre en positiv forskel for danskernes sundhed, når det kommer til at hjælpe med at træffe et balanceret valg.”
10.000 elever skal på MADlejr og salg af nøglehulsmærkede produkter skal øges med 10 procent
Arlas sundhedsstrategi indeholder en række konkrete målsætninger de kommende år. Eksempelvis vil Arla øge salget af nøglehulsmærkede produkter med minimum 10 procent og sende 10.000 elever på MADlejr, mens uddannelsesinstitutioner, gymnastik-, sports-, og fitnesscentre og kantiner skal tilbydes et sundere alternativ til mellemmåltider og traditionel fastfood.
”Vi har viljen og innovationskraften til at udvikle bedre produkter og helt nye initiativer, der kan skubbe danskernes sundhed i den rigtige retning. Og det vil vi gøre i tæt dialog og samarbejde med myndigheder, organisationer og virksomheder med afsæt i forbrugernes behov,” siger Jakob B. Knudsen og tilføjer:
”Sundhed er ikke et nyt område for os. Vi har allerede fjernet mere end 500 tons sukker fra vores Yoggi-yoghurter og reduceret saltindholdet i vores Danbo-oste med 11 procent. Men strategien handler om meget mere end at skabe nye sunde og velsmagende produkter. Den handler om at bruge vores erfaringer fra tidligere partnerskaber og samtaler med forbrugerne til at uddanne danskerne og gøre det lettere for dem at vælge en sundere livsstil. Og strategien vil fremover styre vores prioritering af aktiviteter, som skal bidrage til en sundere fremtid.”
Udover at reducere mængden af fedt, salt og sukker i nye og eksisterende produkter, har Arla de seneste år også inspireret til sund og varieret kost gennem næringsberegnede opskrifter fra Karolines Køkken. Derudover har Arla gjort en indsats for at ruste fremtidens generation til at sammensatte en varieret kost gennem tiltag som Arla Food Fest og MADlejr. Indsatser, som Arla nu skruer yderligere op for med sundhedsstrategien.
Danskerne: Fødevareproducenter har ansvar for folkesundhed
Danskerne bakker op om, at fødevareproducenterne spiller en rolle i folkesundheden. Det viser en befolkningsundersøgelse, som Arla har fået foretaget gennem Epinions Danmarkspanel. Fødevareproducenterne indtager en andenplads over de aktører, som danskerne mener, har det største ansvar for deres sundhed. Det største ansvar tillægger danskerne sig selv. Ni ud af ti danskere mener, at de selv bærer det primære ansvar for deres egen sundhed.
”Det er en opgave for os som fødevarevirksomhed at gøre det lettere for forbrugerne at træffe et sundt valg. Derfor arbejder vi netop nu med målsætninger for at reducere sukker, salt og fedt i vores hverdagsprodukter – naturligvis uden at gå på kompromis med smagen. Det er klart, at vi ikke løser udfordringerne med folkesundheden alene gennem vores produkter. Men vi kan give et skub på vejen i kampen mod forebyggelse af livsstilssygdomme,” lyder det fra Jakob B. Knudsen.
Læs mere om Arlas sundhedsrejse her.
Fakta:
Arla Danmark vil give folkesundheden et rygstød ved at gøre det sunde valg nemmere. De tre ben i Arlas sundhedsstrategi hedder innovation, inspiration og ingredienser. Ambitionen er at sætte standarden for fremtidens sunde madvarer.
Konkrete målsætninger:
- Salget af nøglehulsmærkede produkter skal øges med minimum 10 procent frem mod 2020.
- 2025 skal 10.000 elever i 6.-7. klasse på Arla Fondens MADlejr for at støtte op om den næste generations maddannelse. Det svarer til 16 procent af en ungdomsårgang.
- Uddannelsesinstitutioner, gymnastik-, sports-, og fitnesscentre og kantiner skal tilbydes et sundere alternativ til traditionel fastfood frem mod 2020.
- Arla arbejder i øjeblikket med at sætte mål for en yderligere reduktion af fedt, sukker og salt i egne produkter.
Tiltagene er allerede i fuld gang:
- Alle hverdagsopskrifter fra Karolines Køkken er ernæringsberegnede og indeholder max 30 procent energi fra fedt.
- Arla er medlem af Måltidspartnerskabet, der er et netværk af erhvervs-, forbruger- og sundhedsorganisationer, forskere og myndigheder. Formålet er et forpligtende samarbejde om at skabe sundere måltider blandt den del af befolkningen, som har de sværeste forudsætninger for det.
- Arla er medlem af Forum for Underernæring, hvis formål blandt andet er at styrke den offentlige debat om underernæring, så ernæringen for patienter og skrøbelige ældre fortsat prioriteres på linje med andre indsatsområder. Arla har sammen med Kost & Ernæringsforbundet også udarbejdet en publikation om underernæring.
- De seneste to år har Arla lettet sine Yoggi-yoghurter med mere end 500 tons sukker, og over de seneste otte år er saltindholdet i Danbo-ostene skåret ned med 11 procent.
- Arla donerer hvert år 10 millioner kroner til Arla Fonden, hvis formål er at bidrage til, at børn og unge får mere viden om madkultur og maddannelse, som kan føre til en sundere og bedre livsstil. Arla Fonden driver også madlejrskolen MADlejr.
- Arlas medarbejdere skal på Arla Dairy Academy, hvor de får et indblik i grundlæggende viden om sundhed og kost, om mejeriprodukters ernæringsmæssige værdi og madlavningsegenskaber, og hvordan mejeri kan indgå som en del af en sund og varieret kost. Arla Dairy Academy vil uddanne ca. 240 medarbejdere i løbet af 2017.
Om undersøgelsen
Arla har fået gennemført en befolkningsundersøgelse om danskernes holdninger til sundhed og sunde madvarer via Epinions Danmarkspanel. Undersøgelsen er foretaget blandt 1.176 danskere i januar 2016. Data er vejet i forhold til køn, region, uddannelse og alder, så undersøgelsen er at betragte som repræsentativ i forhold til den danske befolkning.
Nøgletal: Hvem, mener du, har ansvaret for din sundhed? (Flere svar er muligt)
- Mig selv: 88 pct.
- Fødevareproducenter: 29 pct.
- Politikerne: 19 pct.
- Butikker og supermarkeder (Dansk Supermarked, Coop, m.v.): 14 pct.
- Landbruget: 10 pct.
- Uddannelsesinstitutionerne: 5 pct.
- Arbejdspladserne: 5 pct.
- Andre: 2 pct.
- Ved ikke: 5 pct.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.