Hver anden dansker spiser nu kødfri aftensmad mindst én gang om ugen

Læs tid
4 min
Vegetarburger med halloumi
Publiceret
15 maj 2018
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Flere og flere danskere vælger indimellem kødet fra. Det får 55 procent af danskerne til at lave aftensmad uden kød en eller flere gange om ugen. Det viser en ny undersøgelse fra Karolines Køkken. Tendensen er kommet for at blive, lyder det fra Tove Færch, der her deler ud af gode råd til spændende og smagfulde måltider uden kød.

Frikadeller, lørdagskylling og hakkebøffer. Kød har traditionelt fyldt meget på danskernes middagstallerkener. Men de senere år har flere danskere skruet ned for deres kødforbrug. Mere end hver anden dansker spiser kødfri aftensmad mindst én gang om ugen, viser en ny undersøgelse fra Karolines Køkken foretaget gennem Epinions Danmarkspanel. Samtidig planlægger 15 procent af danskerne at spise mindre kød i 2018, end de gjorde i 2017.

”Vores madkultur ændrer sig hele tiden. De seneste år har flere diæter som stenalderkost og LCHF, som begge er karakteriseret ved få kulhydrater og meget kød, fået god medvind. En af de helt store madtendenser i 2018 er at skrue ned for kødforbruget og lade ingredienser som grøntsager, bælgfrugter og ost fylde mere i retten,” siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken gennem 24 år.

Det er fortsat en lille del af befolkningen, som fravælger kød på fuld tid. Kun to procent af danskerne betegner sig selv som vegetarer, mens én procent sværger til vegansk kost.

Flest kvinder og unge skruer ned for kødet

Det er især blandt kvinder og de unge, at tendensen for alvor har fået fat. 60 procent af danske kvinder spiser aftensmad uden kød mindst én gang om ugen, og hos de unge mellem 18 og 29 år stiger tallet til 73 procent.

”Kvinder og unge er ofte først til at tage nye madtendenser til sig. Derfor er det ikke så overraskende, at det kødfrie køkken er slået igennem her først. Det nye er, at mad uden kød er blevet en social bevægelse, modsat nogle af de senere års modekure og -diæter. Og faktisk er Danmark en lille smule bagud på tendensen sammenlignet med eksempelvis Tyskland og USA,” siger Tove Færch.

Lær alternativerne at kende – og eksperimentér

Retter uden kød giver anledning til at eksperimentere med nye smage og ingredienser.

”Der findes masser af muligheder for at gå på opdagelse i nye smage og variere favoritterne i måltider uden kød. I årets kølige måneder kan du lave supper, gryderetter og pastaretter med årstidens grøntsager. Rund smagen med fløde, en klat creme fraiche på toppen eller ved at bruge ost i retterne,” foreslår Tove Færch og fortsætter:

”Du kan også eksperimentere med salater med spændende tilbehør. Anret eksempelvis en buddha bowl med dine favoritgrøntsager og varier med fyld som falafel, ost og nødder eller bønnefrikadeller. Du kan også variere dine klassikere som burgere med en ostebøf eller servere wraps fyldt med grøntsager og hummus.”

Syv gode råd fra Karolines Køkken til aftensmad uden kød

  1. Spis årstidens frugt og grøntsager: Gå på opdagelse i de frugter og grøntsager, der er i sæson. Så får du både den bedste smag og mest for pengene. Spis masser af kål om vinteren, brug melon og jordbær i salaten om sommeren og svampe i sensommeren. Når du spiser årstidens frugt og grønt, kan du også finde mange smagsskatte i naturen. Både tomater og svampe er gode kilder til umami i retten.
  2. Eksperimentér med bælgfrugter: Bælgfrugter giver god fylde og mæthed. Og så kan de bruges både tilberedte og rå. Brug eksempelvis bønner eller kikærter i salaten eller lav en frikadellefars af kidneybønner og masser af urter. Bælgfrugterne er også gode i mellemøstlige retter som daal og hummus.
  3. Servér supper og grød: Eksperimentér med forskellige supper og spændende variationer af grød. Grød er godt til kødfrie dage, fordi gryn ofte har et højt indhold af protein. Prøv eksempelvis byggrød, speltgrød og quinoagrød. Top retten med nødder for at få knas
  4. Lav dressing af mejeriprodukter: Mejeriprodukter er en god kilde til protein. Skyr og hytteost er nogle af de mejeriprodukter med højest proteinindhold. Og fordelen er, at de begge er gode til dressinger. Lav eksempelvis en dressing af hytteost ved at blende hytteost, krydderurter og salt i ca. tre minutter, til du har en glat blanding og server det til salaten eller som dip til grøntsagsstave.
  5. Varier favoritretterne: Du behøver ikke at finde på helt nye opskrifter for at lave et måltid uden kød. Eksperimentér i stedet med at bruge forskellige grøntsager, æg og ost i dine favoritretter. Prøv en vegetarlasagne med auberginer eller spinat eller lav en pizza med kartoffel, da kartofler også er en god kilde til protein.
  6. Brug ost i maden og salaten: Ost har ligesom skyr og hytteost et højt indhold af protein. Brug eksempelvis mozzarellaost til at gøre din pastaret cremet og mættende og top din salat med forskellige typer af ost.
  7. Gå ikke ned på krydderier og krydderurter: Krydderier og krydderurter giver både aroma, duft og masser af smag. Få eksempelvis inspiration fra det asiatiske køkken, som gerne bruger masser af karry, spidskommen og koriander. Også basilikum, persille og rosmarin giver både smag og ser flot ud på tallerkenen.

Fakta om undersøgelsen
Befolkningsundersøgelsen baserer sig på ca. 2.000 webinterviews af 18-60+-årige danskere indsamlet via Epinions Danmarkspanel i perioden 2. - 10. januar 2018. Resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i forhold til køn, alder, uddannelse og region. Det er Karolines Køkken, der ejer resultaterne, og de må ikke viderebringes uden henvisning til Karolines Køkken.

Nøgletal fra undersøgelse:

  • Kødfri aftensmad:
    • 55 pct. af danskerne spiser aftensmad uden kød mindst én gang om ugen:
    • Flere kvinder end mænd spiser aftensmad uden kød. 60 pct. af kvinderne spiser aftensmad uden kød mindst én gang om ugen mod 49 pct. af mændene.
    • Tendensen er mest udbredt blandt de unge. 73 pct. af de 18-29 årige spiser aftensmad uden kød mindst én gang om ugen.
  • Intention om at spise mindre kød
    • 15 pct. af danskere planlægger at spise mindre kød i 2018, end de gjorde i 2017
    • 4 pct. af danskerne planlægger at spise mere kød i 2018, end de gjorde i 201771 pct. planlægger at spise samme mængde kød i 2018, som de gjorde i 2017
  • Andel af danskere, der vælger kødet helt fra
    • 2 pct. af danskerne betegner sig selv som vegetar
    • 1 pct. af danskerne betegner sig selv som veganer

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663