Pressemeddelelse

Arla og Global Compact Network Denmark: Store klimaambitioner kræver, at alle virksomheder er med

Modules.WebCore.Models.ViewModels.Layout.MultilineHeadingViewModel

Klimaengagementet er stort blandt danske virksomheder, men 30 pct. er endnu ikke kommet i gang med en klimaindsats. Det viser en ny stor undersøgelse, som Global Compact Network Denmark og Arla står bag. Stærke partnerskaber og politisk opbakning er nødvendigt for at få alle virksomheder med.

62 pct. af de danske virksomheder arbejder på at mindske deres klimaudledning. 70 pct. af disse gør det af hensyn til klimaet og for at bidrage til en bedre verden, og energiforbrug er det primære indsatsområde. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.070 danske virksomheder på tværs af størrelse og brancher, som Advice har lavet for Global Compact Network Denmark og Arla i anledning af konferencen ”Vejen mod nul” den 29.januar.

Men ifølge undersøgelsen er der også 30 pct. af de danske virksomheder, som ikke er kommet i gang endnu. Det er navnlig SMVerne – de små og mellemstore virksomheder. Mange af dem - 40 pct. - kan slet ikke se nogen relevante fordele for virksomheden. Og manglende efterspørgsel fra kunderne opleves som den største barriere for at gøre en klimaforskel.

Store virksomheder går forrest

Arla glæder sig over det generelt store klimaengagement og er optaget af at få alle virksomheder involveret i klimaindsatsen:

”Undersøgelsen bekræfter, at danske virksomheder er optagede af at løse klimaudfordringen. Den viser dog også at det er en både svær og meget kompleks opgave. Markante CO2-reduktioner er en nødvendighed, som vi som samfund skal lykkes med i fællesskab. Så vi skal have alle med, og store virksomheder skal gå forrest og være med til at vise vejen for mindre virksomheder,” siger CEO for Arla Foods, Peder Tuborgh.

Global Compact Network Denmark er enig i, at de mindre virksomheder skal have støtte:

”De danske SMV’er vil gerne bidrage til Danmarks klimaindsats. Men mange af dem har behov for viden, værktøjer og et klart økonomisk incitament. Derfor er det vigtigt, at de får den nødvendige støtte. For vi når ikke i mål med vores fælles klimaambitioner, hvis vi ikke får de mindre virksomheder med, som udgør langt størstedelen af det danske erhvervsliv,” siger Sara Krüger Falk, der er direktør i Global Compact Network Denmark.

Der er brug for målstyring og tætte partnerskaber

Langt de fleste virksomheder prioriterer og kører klimaindsatsen uden pejlemærke og måling af CO2-udledningen. 13 pct. har sat konkrete klimamål, og kun 5 pct. kan sætte kryds ved både klimamål og beregning af deres klimaaftryk. Ifølge Arla Foods’ CEO er det afgørende at målstyre klimaindsatsen:

”Klima skal være en strategisk prioritet for hele forretningen, der styres efter på lige fod med finansielle mål. Men for at komme hele vejen til netto-nul udledning har vi alle brug for en håndsrækning. Politikere og virksomheder skal spille hinanden gode. Og der er brug for stærke partnerskaber. Ingen virksomhed, ingen sektor, intet land kan klare klimarejsen alene,” siger Peder Tuborgh.

Global Compact Network Denmark efterlyser, at alle aktører arbejder tæt sammen:

”Klimaudfordringen kræver en koordineret indsats fra politikere, investorer, offentlige indkøbere, større virksomheder, erhvervsorganisationer og ikke mindst klimapartnerskaberne, hvis vi skal løse det,” siger Sara Krüger Falk.

Undersøgelsens resultater bliver præsenteret på klimakonferencen ”Vejen mod nul” på Christiansborg den 29. januar fra kl. 13-17. På konferencen deltager bl.a. erhvervsminister Simon Kollerup, FN’s Global Compacts danske topchef Lise Kingo og CEO for Arla Foods, Peder Tuborgh. Læs mere om konferencen her: https://globalcompact.dk/vejenmodnul/

Nøgletal fra undersøgelsen

  • 62 pct. af danske virksomheder svarer, at de arbejder for at mindske påvirkningen af klimaet. 30 pct. er ikke kommet i gang med klimaaktiviteterne endnu.
  • 70 pct. af danske virksomheder, der arbejder for at nedbringe klimapåvirkningen, ser deres bidrag til at skabe et bedre samfund som den vigtigste fordel. Blot 21 pct. nævner en forbedret positionering i markedet, og 11 pct. nævner flere eller nye forretningsområder.
  • Blandt de 62 pct. af danske virksomheder, som arbejder med klimaaktiviteter, er reduktion af energiforbrug (62 pct.), energieffektivisering (46 pct.) og teknologiinvestering (32 pct.) de typiske måder at arbejde med klimatiltag på.
  • 62 pct. af de danske virksomheder, som er i gang med klimaaktiviteterne, nævner følgende tre barrierer som de største for klimaindsatsen: Behov for store investeringer (32 pct.), ukontrollerbare forhold i værdikæden (26 pct.) og manglende kundeefterspørgsel (22 pct.).
  • 24 pct. af danske virksomheder tror på, at det er realistisk at nå 70 pct.-målsætningen for drivhusgasreduktion i 2030.

Fakta om undersøgelse
Undersøgelsen er baseret på besvarelser i perioden 3.-16. december 2019 fra 1.070 danske virksomheder på tværs af størrelse og brancher. Fordelingen af virksomheder afspejler tilnærmelsesvis den fordeling, de har i virkeligheden ifølge Danmarks Statistik. Dog er der er en overrepræsentation af større virksomheder på bekostning af små virksomheder, særligt enkeltmandsvirksomheder. Blandt virksomhederne, der har deltaget i undersøgelsen, er der otte pct. med over 49 ansatte. Skulle der være fuld nominel repræsentativitet, ville der være én pct. Overrepræsentationen har dén styrke, at de større virksomheder har størst indflydelse på den danske klimapåvirkning, og undersøgelsen giver på den måde et mere retvisende billede af klimaindsatsen målt i effekt.

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 9.900 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Jesper Skovlund
Primær kontaktperson

Jesper SkovlundPressechef