Forkæl dine smagsløg med tre nordiske havredrikke
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 11 maj 2020
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Naturlige, nordiske og smagfulde. Arla er nu klar med tre havredrikke under det nye brand JÖRD, der bringer nye smagsoplevelser ind i plantekategorien. Fælles for de nye produkter er, at de er skabt af råvarer fra den nordiske natur med fokus på den gode smag. Nyd din favoritsmag i kaffen, hvor havredrikken givet et blødt og cremet skum. Eller prøv den på dine havregryn, i grøden eller i din smoothie.
Er du mest til den rene og friske smag af havre? Foretrækker du et strejf af sødme? Eller lyder et hint af bitterhed og nøddeagtige undertoner mere som noget for dig? Uanset hvilken af de tre smagsvarianter du er til, kan du finde den blandt Arlas nye sortiment af økologiske plantedrikke.
De tre plantedrikke, som alle er baseret på havre, er de første produkter under Arlas nye brand JÖRD, som Arla kunne løfte sløret for tilbage i marts. Med JÖRD vil Arla tilbyde spændende plantebaserede produkter med den gode smag i centrum. Udelukkende baseret på naturlige råvarer fra Norden.
”Vi har glædet os enormt meget til at præsentere danskerne for JÖRD og de tre nye havredrikke. Vi har skabt havredrikke med rene smage baseret på økologiske og naturlige råvarer fra de nordiske marker. Og vi har eksperimenteret med helt nye smagssammensætninger, hvor vi har kombineret havre med byg og et strejf af hamp. Det giver nogle spændende og anderledes smage, som vi tror på vil falde i god jord hos danskerne, ” siger Hanne Søndergaard, koncerndirektør for global marketing og innovation i Arla.
De tre havredrikke rammer de danske kølediske i maj, hvor du kan møde JÖRD Havre, en ren havredrik med en frisk og ren smag, JÖRD Byg, der har en delikat sødme fra byg og JÖRD Hamp, som har et hint af hamp, der balancerer havrens sødme med en bitterhed og nøddeagtige noter.
Få, lokale ingredienser
Hver ingrediens i JÖRD-drikkene er nøje udvalgt fra de nordiske marker. Og fælles for de nye havredrikke er, at de er naturlige og rene med en kort ingrediensliste på kun fire til fem råvarer.
”Det har været vigtigt for os at fremstille havredrikkene med så få ingredienser som muligt for at sikre et rent produkt og en naturlig smag. Vi har brugt vores unikke ekspertise og innovationskraft til at udvikle naturlige havredrikke med lokale råvarer, som passer godt ind i danskernes hverdag,” siger Hanne Søndergaard.
De nye havredrikke kan bruges på samme måde, som du bruger mælk. De smager skønt i din kaffe, og alle varianterne skummer godt, hvis du er til latte, cortado eller cappuccino. Hæld JÖRD over dine havregryn sammen med hakkede æbler og mandler og brug den i din havregrød. Du kan også prøve JÖRD i en portion pandekager eller i din smoothie sammen med sommerens friske bær eller i en greenie med spinat, banan og ananas.
Find de nye havredrikke fra JÖRD i køledisken hos supermarkederne fra uge 20. Den vejledende udsalgspris for hver drik er 16,95 kroner.
Fakta om JÖRD
- Arla lancerer tre havredrikke, der er 100 procent plantebaserede, under det nye brand JÖRD.
- JÖRD Havre er en ren havredrik med en ren og frisk smag. Den indeholder havre (15 procent), rapsolie, vand og salt.
- JÖRD Byg har en delikat sødme fra byg. Den indeholder havre (15 procent), bygmaltekstrakt (3 procent), rapsolie, vand og salt.
- JÖRD Hamp har et strejf af hamp, der balancerer havrens sødme med en bitterhed og nøddeagtige toner. Den indeholder havre (15 procent), hamppuré (0,75 procent), vand og salt.
- Havredrikkene er produceret med økologiske ingredienser på Esbjerg Mejeri, og alle ingredienserne er fra Norden.
- De nye havredrikke vil stå på køl i supermarkederne.
- Arla planlægger løbende at lancere flere plantebaserede produkter under JÖRD.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.