Her er vinderne af Generation Food Award 2020:Ildsjæle og virksomheder hyldet for at forbedre børn og unges madvaner

Læs tid
7 min
Her er vinderne af Generation Food Award 2020:Ildsjæle og virksomheder hyldet for at forbedre børn og unges madvaner
Publiceret
27 februar 2020
Kontaktpersoner:
Skrevet af

Fire ildsjæle og tre virksomheder har fået titlen som vinder af Generation Food Award 2020, der onsdag aften løb af stablen for tredje gang. De har alle vundet en pris for deres ekstraordinære arbejde for at forbedre børn og unges madvaner. Det er Arla, der står bag prisuddelingen, og overskuddet fra Generation Food Award går til at sikre, at endnu flere børn får gode madvaner.

En dedikeret slagtermester fra Gistrup, en inspirerende madkundskabslærer fra Køge og stifter af Det Kærlige Måltid i Aarhus, der sørger for mad til sygdomsramte familier, er blot nogle af dem, der løb med titlen ”vinder af Generation Food Award 2020”. Prisuddelingen løb af stablen onsdag aften i Industriens Hus i København foran flere hundrede gæster og repræsentanter fra hele Danmarks fødevareindustri.

Generation Food Award, som Arla står bag, har fokus på og hylder de initiativer og ildsjæle, der gør en forskel for at sikre gode madvaner for børn og unge.

”Rigtig mange danske børn kan ikke finde rundt i et køkken og kender ofte utrolig lidt til råvarerne. Og det kommer til at have stor betydning for deres sundhed på sigt. Derfor er det vigtigt for os at være med til at hylde de mennesker, der gør noget ekstraordinært på det område. Og det er fantastisk at se, hvor mange gode, forskellige initiativer og tiltag, der kan gøres, for at støtte op om de sunde madvaner hos den næste generation,” siger Jakob Bernhard Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

Aarhus-initiativ løb med to priser
I år blev nonprofit-organisationen Det Kærlige Måltid i Aarhus den store vinder. Selve organisationen løb med prisen som Social Food Hero, mens stifteren Charlotte Thyberg blev Årets Madsjæl.

Hos Det Kærlige Måltid laver frivillige unge på 15-25 år mad til familier i Aarhus, der er ramt af alvorlig sygdom eller traume. Og netop dét havde betydning for juryen, da de delte priserne ud. Begrundelsen for at tildele to priser til organisationen var netop, at det er win-win, når unge i praksis lærer at lave mad, samtidig med at de gør noget godt for andre.

Ud over Det Kærlige Måltid talte vinderne børnekogebogsforfatter og køkkenleder Nana Lyzet, madkundskabslærer Rasmus Breuning fra Køge, DM i Skills, slagtermester Claus Jensen fra Gistrup og kokkeskole-app’en GoCook.

Et kæmpe klap på skulderen
Årets vindere blev fundet i syv kategorier, der fokuserede på hver deres målgruppe – fra de helt små til de unge. Bag voteringen af vinderne stod en jury, der bestod af professor i smagsdidaktik Karen Wistoft, ernæringsekspert og forfatter Christian Bitz, direktør for Arla Fonden Sanne Vinther, formand for Rådet for Børns Læring Charlotte Rønhof og direktør for Madkulturen Judith Kyst.

”Der var tæt løb i alle kategorierne, for alle de nominerede initiativer og privatpersoner har gjort sig fortjent til en vinderpris. De kan alle klappe sig selv på skulderen, og vi håber selvfølgelig, at de vil fortsætte med deres fantastiske arbejde,” siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden og medlem af årets jury.

En hyldest i en god sags tjeneste
Udover at hylde initiativer og ildsjæle, er Generation Food Award med til på sigt at sikre flere børn og unges gode madvaner. Alle indtægter og sponsorater fra showet går nemlig ubeskåret til Arla Fondens initiativ MADlejr, en madlejrskole, hvor børn og unge lærer om bæredygtighed og sunde madvaner. MADlejr findes på både Helnæs på Sydfyn og i Højer i Sønderjylland.

Industriens Hus på Rådhuspladsen i København havde sponsoreret lokaler, og indtægterne fra en charity bar med drikkevarer sponsoreret af Carlsberg går ubeskåret til MADlejrene. Det gør også indtægterne fra de virksomheder, der har sponsoreret de enkelte priser: Madkulturen, DI Fødevarer, Danish Crown, Fireball, Føtex, Danske Slagtermestre og Arla selv.

”Generation Food Award er skabt for at sætte fokus på én vigtig sag, nemlig at skabe bedre madvaner for den næste generation. Som Danmarks største fødevareselskab er det naturligt for os at tage et ansvar på området, og vi er glade for, at så prominente spillere i fødevarebranchen vil være med til at støtte Generation Food Award,” siger Jakob Knudsen.

Vinderne af Generation Food Award 2020 er:

Mini Food Hero
Prisen var sponseret af Fireball og hylder den bedste i daginsitutioner

Vinderen blev:

  • Nana Lyzet, børnekogebogsforfatter og køkkenleder, fordi hun er en ildsjæl, hvis professionelle virke er gennemsyret af en mission om maddannelsen af vores alleryngste. Nana er desuden forud for sin tid og udgav sammen med kollegaer en vegetarisk klimakogebog. målrettet daginstitutioner for snart syv år siden.

De øvrige nominerede var:

  • Maddag 2019 – Sammen om Maden, Kost & Ernæringsforbundet, FOA, m.fl.
  • Børnenes Maddannelse, Børne- og Undervisningsministeriet, UCL Erhvervsakademi, m.fl.

School Food Hero
Prisen var sponsoreret af Madkulturen og hylder den bedste for madkundskab i grundskolen

Vinderen blev:

  • Rasmus, madkundskabslærer på Asgård Skole i Køge, fordi han er den madkundskabslærer, alle drømmer om, at deres børn skal have i skolen. Rasmus’ madglæde og begejstring smitter, når han nørder igennem madfagligt og præsenterer eleverne for alverdens råvarer og metoder. Dertil finder han alternative løsninger på en stram økonomi i faget.

De øvrige nominerede var:

  • Morten Tido Madsen, madkundskabslærer på Bankagerskolen i Horsens
  • Mie Reihs Hegnar, medstifter af Madfærd

Youth Food Hero
Prisen var sponseret af Danish Crown og hylder den bedste inden for bedre madvaner til unge

Vinderen blev:

  • DM i Skills – konkurrencefag inden for fødevarehåndværk, SkillsDenmark, fordi Skills styrker fødevarefagene, skaber positive fortæller og flot medieomtale om madhåndværket og fødevareuddannelserne. Skills gør indtryk på unge talenter, som der er brug for i håndværksfagene.

De øvrige nominerede var:

  • Tyg på det, Forbrugerrådet Tænk
  • Jens Janniche, underviser

Food Skills Hero
Prisen var sponseret af Danske Slagtermestre og hylder den bedste inden for fødevarehåndværk: Slagter

Vinderen blev:

  • Slagtermester Claus Jensen, der siden 2005 har drevet Slagteren og Kokken i Gistrup, brænder virkelig for sine elever. Han uddanner gourmetslagtere og catere og har hele tiden 4-5 elever fordelt over uddannelsestiden. Igennem sine 15 år har Claus Jensen uddannet op mod 20 elever. Han arrangerer desuden studieture for sine elever, som også skal opleve, hvordan slagterfaget foregår i andre butikker i Danmark.

De øvrige nominerede var:

  • Palle Christensen, slagtermester i Roskilde
  • René Madsen, slagtermester i Viborg

Social Food Hero
Prisen var sponseret af føtex og hylder den bedste i forenings- og fritidslivet

Vinderen blev:

  • Det Kærlige Måltid stiftet af Charlotte Thyberg er en non-profitorganisation, der laver mad til familier i Aarhus ramt af alvorlig sygdom eller traume. Det er unge frivillige på 15-25 år, der laver maden, og det er win-win, når unge i praksis lærer at lave mad, have styr på hygiejnen og vise værtskab, samtidig med at de gør noget godt for andre, der har brug for hjælp.

De øvrige nominerede var:

  • Fars Køkkenskole, Hello Kitchen
  • Hanne Nikolajsen, spejderleder i Tåstrup

Digital Food Hero
Prisen var sponseret af DI Fødevarer og hylder det bedste digitale initiativ

Vinderen blev:

  • GoCook, kokkeskole-app fra Coop Danmark, fordi GoCook er en velbesøgt app, der udnytter digitale muligheder til at bygge oven på en analog succes og skaber sammenhæng mellem skole og madlavning hjemme. Desuden er det positivt, at GoCook har en grøn mission og har klimamad som tema i 2019.

De øvrige nominerede var:

  • Vild Mad – undervisning, website og app, MAD
  • Clio – digital undervisningsportal til madkundskab

Årets Madsjæl
Prisen var sponseret af Arla og hylder den bedste lokale rollemodel

Vinderen blev:

  • Charlotte Thyberg, fordi hun er stifter af Det Kærlige Måltid, en nonprofit-organisation, der laver mad til familier i Aarhus Kommune, der er ramt af alvorlig sygdom eller traume. Charlotte Thyberg gør en tydelig forskel for kriseramte familie og unge studerende, der lærer at lave sund og nærende mad. De unge lærer samtidig om at give noget uden selv at modtage noget.

De øvrige nominerede var:

  • Trine Wettendorff Hasling, ernæringsassistent i daginstitutionen Myretuen i Skævinge
  • Keld Svendsen, tovholder på Børnebørnenes Madværksted i Egedal

Fakta om Generation Food Award
Generation Food Award er et initiativ fra Arla, der blev afholdt for første gang i 2017. I år afholdes prisuddelingen onsdag den 26. februar i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Awardshowet hylder de aktører, som har gjort noget særligt i årets løb for at skabe bedre madvaner til næste generation.

Juryen til Generation Food Award bestod i år af professor i smagsdidaktik Karen Wistoft, ernæringsekspert og forfatter Christian Bitz, Direktør for Arla Fonden Sanne Vinther, Formand for Rådet for Børns Læring Charlotte Rønhof og direktør for Madkulturen Judith Kyst.

Overskuddet går ubeskåret til Arla Fondens to MADlejre, som hvert år tilbyder mere end 3000 børn at lære at lave mad, blive inspireret til at finde glæden ved madlavning og få viden om gode madvaner. Arla Fonden har en vision om, at hele 10.000 børn årligt skal lære om mad og sundhed.

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Skrevet af

Arla Pressevagt
Arla Pressevagt Kun henvendelser fra pressen.
Bjarke Munk Kamstrup
Bjarke Munk Kamstrup Pressechef bjaka@arlafoods.com +45 2452 6956
Jonas Barfoed
Jonas Barfoed Pressemedarbejder jbark@arlafoods.com +45 9131 1260
Susie Munk Jensen
Susie Munk Jensen PR & Communication Manager susie.jensen@arlafoods.com +45 24640663