Medarbejderudvikling er vigtigere end nogensinde: Arla sender over 1.500 medarbejdere på kompetenceudvikling
- Læs tid
- 3 min
- Publiceret
- 29 september 2020
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
I sidste uge afholdt Arla sit årlige event Learning Week, hvor mindst 1.500 medarbejdere fra hele verden deltog i oplæg om alt fra bæredygtighed til mindfulness. Dette års event var vigtigere end nogensinde, mener Helle Petersen, landedirektør i Arla Danmark. Ifølge hende er det altafgørende, at virksomheder prioriterer medarbejdernes udvikling, i en tid hvor kontorstolen er rykket hjem i stuen.
Covid-19 har skabt mange ændringer i vores arbejdsliv. Vi har flere hjemmearbejdsdage, og flere møder foregår online. For virksomhedslederen betyder det, at det kan være svært at holde medarbejdernes engagement højt og sikre videndeling på tværs af organisationen.
Netop derfor er Learning Week i mejerikoncernen Arla ekstra vigtig i år. Learning Week er en hel uge, hvor medarbejdere på tværs af landegrænser kan deltage i videns- og inspirationsoplæg om alt fra bæredygtighed og marketing til mindfulness og vaneændringer. Normalt foregår eventet delvist online og offline, men grundet Covid-19 blev alle oplæg i år afholdt digitalt. Ifølge Helle Petersen, landedirektør i Arla Danmark, er det afgørende ikke at lade situationen blive en stopklods for medarbejdernes udvikling.
”Hos Arla prioriterer vi medarbejderudvikling højt. Både i form af personlig og faglig udvikling. Og i en tid hvor vi som virksomhed udfordres på vores normale arbejdsgang, er det helt afgørende, at vi husker at prioritere medarbejderne og gøre noget ekstra for at opretholde deres engagement,” siger Helle Petersen og fortsætter:
”Vi befinder os langt væk fra hinanden rent fysisk, og det kan gå ud over både videndeling og det kollegiale fællesskab i dagligdagen. Derfor er et digitalt samlingspunkt som Learning Week utrolig kærkomment.”
Videndeling på tværs af landegrænser
Til årets Learning Week, der løb af stablen i sidste uge, deltog medarbejdere fra hele syv lande. Og netop læring på tværs af landegrænser var centralt for programmet til Learning Week, som går under budskabet ”For kollegaer, af kollegaer”. Derfor blev langt de fleste oplæg afholdt af medarbejdere fra forskellige dele af virksomheden.
”Der er mange ting, vi har brug for at dele med vores kollegaer lige nu – både på tværs af landegrænser og hjemmekontorer. Derfor var det særligt vigtigt i år, at størstedelen af oplæggene kom fra vores egne kollegaer, som sidder med præcis de samme udfordringer, som vi selv gør,” siger Helle Petersen.
Deltagertal voksede med 50 procent sammenlignet med 2019
Learning Week har de seneste år oplevet stor opbakning fra medarbejderne. Alligevel steg deltagerantallet til årets Learning Week med 50 procent sammenlignet med sidste år, hvor der deltog 1.000 medarbejdere på tværs af Europa. Det skyldes, at Arla i år udvidede initiativet til at inkludere endnu flere medarbejdere fra Tyskland, England og Sverige. Men ifølge Helle Petersen har det også haft stor betydning, at medarbejderne er blevet mere komfortable med at arbejde online.
”Vi har altid arbejdet digitalt, men Covid-19 har gjort, at vi er blevet endnu bedre til det. Vi ser eksempelvis, at vores medarbejdere er blevet rigtig dygtigere til at holde inspirerende oplæg over Teams,” fortæller Helle Petersen.
1.503 medarbejdere fra afdelinger i hele Europa tilmeldte sig årets Learning Week.
Fakta om Arla Learning Week
- Arla Learning Week foregik i år i uge 39 fra d. 21.-25. september. I modsætning til de tidligere events, foregik oplæggene udelukkende online grundet Covid-19
- I 2019 deltog 1.009 Arla-medarbejdere i Learning Week, hvoraf medarbejderne deltog i gennemsnitligt 4 sessioner
- I år deltog minimum 1.503 medarbejdere, hvoraf 517 af disse er fra Danmark
- Learning Week blev i år udvidet til at inkludere endnu flere medarbejdere fra England, Tyskland og Sverige. Der deltog dermed syv lande
- Learning Week går under budskabet ”For colleagues, by collegaues”, og langt hovedparten af oplæggene er derfor udviklet af medarbejdere internt i Arla
- Fokus for Learning Week er Learning & Development centreret om Arlas europæiske forretningsplan. Oplæggene er delt op i tre hovedtemaer:
- Growing Arla Knowledge
- Industry Knowledge
- Personal Development
- 80 procent af oplæggene til Learning Week foregår på engelsk og er relevante for samtlige afdelinger på tværs af markeder, mens de resterende 20 procent er lokale sessioner
- Udover Arlas årlige Learning Week afholder Arla en månedlig onlinesession om alt fra bæredygtighed til forandringsledelse kaldet ”Food for Thought”. Her deltager gennemsnitligt 250-400 medarbejdere
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.