Nye tal fra Arla Pro viser positive tendenser: Den danske foodservicebranche er på vej tilbage
- Læs tid
- 2 min
- Publiceret
- 05 juni 2020
- Kontaktpersoner:
- Skrevet af
Danmark er så småt ved at vågne op igen efter coronakrisen. Helt nye tal fra Arla Pro, der leverer mejeriprodukter til kantiner, restauranter og caféer, viser en positiv fremgang for den danske foodservicebranche. Salget af Arla Pro produkter er fordoblet, siden coronakrisen var på sit højeste tilbage i marts måned, og de seneste to uger er efterspørgslen steget med 30 pct. Det vidner om en foodservicebranche, som er på vej tilbage.
Da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts, medvirkede det til en nedlukning af størstedelen af de danske kantiner, restauranter og caféer. Det fik hele restaurationsbranchen til at gå i stå, og dermed faldt efterspørgslen på blandt andet mejeriprodukter drastisk fra den ene dag til den anden.
Men nu indikerer helt nye tal fra Arla Pro, der leverer mejeriprodukter til kantiner, restauranter og cafeer, endelig positive tendenser igen. Efterspørgslen er i denne uge steget markant, siden coronakrisen var på sit højeste midt i marts måned. Og de seneste to uger, hvor restauranter, caféer og arbejdspladser igen er åbne, er salget steget med knap 30 pct.
Det vækker glæde hos Arla Pro, at deres kunder nu er begyndt at genåbne:
”Vi kan se, at tingene begynder at gå i den rigtige retning. Den seneste uges salg viser en fordobling i forhold til den uge tilbage i marts, hvor krisen var værst. Så der er fremgang at ane, og det er meget positivt, at flere og flere af vores kunder er begyndt at kunne genåbne,” siger Jesper Vanghøj, der er marketingansvarlig hos Arla Pro og fortsætter:
”Selvom der er positive takter, betyder det dog ikke, at alt er tilbage til normalen endnu. Vores fokus går derfor på at hjælpe vores kunder med at komme godt tilbage i en branche, som har været og fortsat er hårdt ramt.”
Arla Pro har tilpasset sig krisen i de europæiske markeder med kreative initiativer
Det er ikke kun i Danmark, at coronakrisen har påvirket restaurationsbranchen markant. På tværs af de europæiske markeder har Arla Pro mærket, hvordan coronakrisen pludselig fik efterspørgslen til at gå i stå.
Den pludselige nedlukning betød, at Arla Pro i flere af de europæiske markeder stod med en stor mængde fødevarer, som ikke længere var efterspurgt. Og det gav anledning til nye, kreative tiltag for at tilpasse sig krisen, hjælpe kunderne videre og reducere madspild.
I Tyskland donerede Arla Pro blandt andet Starbucks-produkter til et hospital for at støtte sundhedsmedarbejderne, mens de i Sverige distribuerede bokse med mad til forskellige hospitaler i Stockholm, som sundhedspersonalet kunne tage med sig hjem efter en lang arbejdsdag. I Frankrig hjalp Arla Pro en række frivillige med at tilberede burgere og karryretter til hjemløse og flygtninge for at undgå madspild, og der blev også igangsat danske initiativer, fortæller Jesper Vanghøj.
”I Danmark har vi i samarbejde med Matilde® doneret 3.500 produkter til sundhedspersonale for at vise vores støtte til deres store arbejde. Det har været fantastisk at opleve, at Arla Pro har kunnet bidrage med mindre tiltag i de europæiske markeder, som forhåbentligt har gjort en lille forskel midt i krisen,” siger Jesper Vanghøj.
Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 8000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Holland. Arla Foods er en af de førende aktører inden for den internationale mejeriverden, med kendte mærker som Arla®, Lurpak®, Puck® og Castello®. Arla Foods fokuserer på at levere mejeriprodukter fra bæredygtigt landbrug og drift, og er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.